modul B:

Bo Fibiger, Institut for Informations- og medievidenskab, 1990

Læsbarhed

  • 3.1. Bryd teksten op!

  • 3.2. Sæt punktummer!

  • 3.3. Indskud og forbehold

  • 3.4. Syntetisk og analytisk sprog

  • 3.5. Brug aktiv form!

  • 3.6. Vanskelige ord

  • 3.7. Klichéer og forældede vendinger

  • 3.8. Læsbarhedsindeks

  • 3.9. Regler er til for at brydes!






  • I bemærkningerne til Lov om åben uddannelse fra 1989 står der om lovens formål bl.a.:

    Dette lovforslag har til formål at samordne og udbygge et bredt og varieret tilbud af kompetencegivende deltidsuddannelser og enkeltfagskurser til den voksne befolkning. Uddannelsestilbuddene skal som hovedprincip tilrettelægges, så der tages hensyn til voksnes forudsætninger og praktiske muligheder for at kombinere uddannelse og erhverv. Herved udbygges de allerede eksisterende muligheder for længerevarende, kompetencegivende uddannelsesforløb, som kan følges uden tab af arbejdsfortjeneste eller tab af arbejdsproduktion.

    Lovforslaget udvider den enkeltes mulighed for ved en personlig indsats og i et omfang, som den enkelte selv fastlægger, at forbedre sine kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Også f.eks. ledige, herunder som led i omskoling, husmødre og selvstændige skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling.

    Med formålet om at fremme et bredt tilbud af erhvervsrettet voksenuddannelse er det hensigten, at der i videst muligt omfang skal tilstræbes fri adgang, således at erhvervsaktive og deres ansættelsessteder kan planlægge sammenhængende uddannelses- og erhvervsforløb og ikke kommer i klemme, fordi den enkelte institution, der tilbyder en bestemt deltidsuddannelse eller et enkeltfagskursus, ikke har midler til at optage alle ansøgere. Uddannelsespladsernes art og antal skal altså være efterspørgselsstyret ud fra brugernes præferencer, og institutionerne modtager et finanslovsbundet tilskud ud fra takster fastlagt i finansloven og de faktiske deltagertal.

    I et tillæg til Undervisningsministeriets Nyhedsbrev har denne tekst været underkastet en journalistisk bearbejdning, og den ser her således ud:

    Loven betyder:

    - Uddannelse til voksne
    Fra EFG til kandidatniveau vil alle kunne modtage undervisning i deres fritid, så man får mulighed for at færdig-, efter- og videreuddanne sig, efter at man er begyndt på arbejdslivet.

    - Udannelse efter behov
    Uddannelserne vil blive tilbudt i moduler, så man kun behøver at deltage i den undervisning, man har behov for. Det vil give fleksible uddannelsesforløb, så man kan sammensætte sit eget studieprogram og have sit eget studietempo.

    Modulerne kan kombineres, så de kommer til at svare til en heltidsuddannelse.



    - Deltagerbetaling
    Uddannelsesinstitutionerne skal selv fastsætte, hvor meget det vil koste for deltagerne at deltage i deres åben-uddannelsestilbud.

    - Institutionerne vil få faste statstilskud pr. årselev efter et taxameterprincip.

    Ingen af os kan være i tvivl om, at den journalistiske version er den lettest tilgængelige af de to tekster. Hvis vi sammenligner de to versioner er der nogle forskelle, som falder umiddelbart i øjene:

    - afsnittene har forskellig længde
    - sætningerne har forskellig længde
    - sætningerne har forskellig opbygning
    - ordvalget er forskelligt.

    Det handler altsammen om, hvordan vi kan gøre tekster mere eller mindre læsbare.


    3.1. Bryd teksten op!

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    På kurser i skriftlig kommunikation anvender vi ofte følgende lille tegneopgave:

    Udfør en tegning af den i nedenstående instruktion beskrevne geometriske figur:

    Efter at have tegnet to på hinanden vinkelrette linjer, hvoraf den ene er vandret, af en længde på 6 cm målt fra linjernes skæringspunkt og gående mod højre, medens den anden er lodret, af 4 cm's længde, ligeledes målt fra skæringspunktet, og gående nedad, tegnes fra den vandrette linje en vinkelret linje i en afstand af 4 cm fra skæringspunktet og nedefter, til den rammer en linje, der forbinder de oprindelige hinanden skærende, vinkelrette linjers endepunkter, hvorefter der fra skæringspunktet mellem denne linje og den fra den vandrette øverste linje tegnede føres en linje til højre, således at sidstnævnte linje danner en ret vinkel med den før omtalte linje, der altså skærer den linje, som forbinder endepunkterne af de to først tegnede linjestykker, og således at linjen rammer en fra den vandrette linjes højre endepunkt afsat og på denne vinkelret linje.

    Tag et stykke kvadreret papir og brug 5 minutter på at løse opgaven. Erfaringen viser, at det lykkes for 1 ud af 100 forsøgspersoner, så du er ikke den første der må give op. Men lad os se på en anden version af den samme opgave:

    Du skal tegne en lille figur, der består af en trekant og en firkant. Tegn figuren ved hjælp af instruktionen nedenfor.

    Afsæt først et punkt cirka midt på papiret. Fra dette punkt tegner du så mod højre en vandret linje, der skal være 6 cm lang. Så går du tilbage til punktet og tegner en linje lodret nedad; den skal være 4 cm lang.

    Træk nu en skrå linje mellem enderne af de to linjer, du lige har tegnet - og du er færdig med trekanten.

    Nu skal du så igang med at tegne firkanten. Start i punktet fra før, mål 4 cm henad den vandrette linje, og afsæt et nyt punkt dér. Fra det nye punkt tegner du så en linje, der går lodret nedad, indtil den skærer den skrå linje.

    Fra det punkt, hvor den nye lodrette linje skærer den skrå linje, tegner du nu en vandret linje, som skal gå 2 cm mod højre. Og fra slutpunktet af denne linje tegner du så en lodret linje opad, til den rammer den første vandrette linje. Nu har du også tegnet firkanten - og så er hele figuren færdig.

    Prøv igen på det kvadrerede papir og tag tid på, hvor lang tid det tager at løse opgaven. 2-3 minutter er ikke et helt forkert gæt.

    Nu underviser de færreste af os i matematik, men det første eksempel illustrerer på udmærket vis den måde, vi ofte formulerer os på i det lukkede universitetssprog: Vi starter oppe i øverste venstre hjørne, og - i bedste fald afbrudt af et par punktumer - slutter vi afsnittet nederst på siden, når vi har kørt tankegangen færdig.

    Men vores læsere har ofte ikke bedre forudsætninger for at forstå det, som vi vil beskrive, end vi har for at løse matetikopgaver. Og selv om læserforudsætningerne er i orden, hvorfor skal læseren så bruge dobbelt så lang tid til at forstå det vi vil formidle.

    Det er vigtigt at vi bryder teksten op i en række mindre afsnit.

    Det tvinger os selv til at gennemtænke, hvad der er naturligt sammenhængende helheder. Det fremmer ofte klarheden i det, vi vil formidle.

    Det fremmer også læserens overblik. Et afsnit er en naturligt sammenhængende tankeenhed eller enkeltoperation, og der er grænser for, hvad vi som læsere kan overskue på én gang. Vi kender alle vendingen: Lad os nu tage én ting ad gangen...

    Hyppige afsnitsbrud i teksten har også en anden funktion: Det skaber mere luft på siden. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på afsnitsbrud i fx avisartikler, fordi artiklen sættes i spalter. En typisk avisspalte indeholder ca. 24 anslag (dvs. typeenheder + mellemrum). Hvis vi skriver dette afsnit om til en avisspalte, ville det komme til at se således ud:

    Hyppige afsnitsbrud i teksten har også en anden funktion: Det skaber mere luft på siden. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på afsnitsbrud i fx avisartikler, fordi artiklen sættes i spalter. En typisk avisspalte indeholder ca. 24 anslag (dvs. typeenheder + mellemrum). Hvis vi skriver dette afsnit om til en avisspalte, vil det komme til at se således ud:

    Når det ses i sammenhæng med flere parallelle spalter, fx i en kronik, kommer afsnittet til at virke som et langt afsnit - selv om det i vores manuskript så meget tilforladeligt ud.

    Går vi tilbage til eksemplet fra Lov om åben uddannelse kan vi se et andet system, som er vigtig i forbindelse med opbrydning af tekstbilledet, nemlig brugen af overskrifter og mellemrubrikker med fremhævet typografi. Det er med til at skabe både luft og overblik. Vi kan fortsætte eksemplet ovenfor således:

    Afsnitsbrud
    skaber
    luft

    Hyppige afsnitsbrud i teksten har også en anden funktion: Det skaber mere luft på siden. Derfor skal vi være særlig opmærksomme på afsnitsbrud i fx avisartikler, fordi artiklen sættes i spalter.

    Tænk i avisspalter!
    En typisk avisspalte indeholder ca. 24 anslag (dvs. typeenheder + mellemrum). Hvis vi skriver dette afsnit om til en avisspalte, vil det komme til at se således ud:

    Der skal ikke så meget til for at få teksten til at se meget mere indbydende ud. Men tænkt over det allerede i skriveprocessen - det er for sent, når teksten skal sættes op.

    3.2. Sæt punktummer!

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    På et kursus i skriftlig kommunikation løb jeg ind i følgende meget gennemførte formulering:

    Også i centralforvaltningen har en arbejdsgruppe nu færdiggjort en rapport om edb-journalisering, byggende på forvaltningen for teknik og miljø's nævnte rapport. Da alle 5 forvaltninger i Amtsgården (bortset fra revaliderings- og pensionsafdelingen, der er overgået til edb-journalisering og enkelte mindre "personorienterede" afdelinger), der er interesserede i overgang til edb-journalisering i henhold til beslutning i 1975 anvender ARF's standardjournal-plan, der ligeledes ligger til grund for arkivopbygningen, og da økonomiudvalget ifølge styrelseslovens § 62, jfr. styrelsesvedtægtens § 12 er, "arkivansvarlig" samt ifølge styrelseslovens § 18, stk 2, skal have indseende med de almindelige administrative forhold inden for samtlige kommuners administrative områder, anmodes om udvalgets principgodkendelse af, at forvaltningerne i Amtsgården overgår til edb-journalisering, efterhånden som mulighed derfor, herunder de økonomiske gør det muligt, og at det af Vejle amtskommune udviklede journaliseringssystem skal finde anvendelse.

    Jeg ser her væk fra den første helsætning, som er medtaget for fuldstændighedens skyld. Men jeg synes det er flot, at forfatteren har kunnet finde ud af at konstruere den anden helsætning - og kun tabe tråden et par gange. Jeg er noget mere i tvivl, om medlemmerne af amtets økonomiudvalg nogensinde har fundet ud af, hvad de besluttede, og hvorfor de gjorde det.

    Embedsmanden har haft til hensigt at samle et sammenhængende argumentationsforløb inden for en enkelt helsætning, men et argument består normalt af nogle præmisser og en konklusion. Disse indgår altså som elementer i udsagnet. Embedsmanden har delvist forsøgt at markere dem gennem understregninger. Vi kan opløse sætningen i nogle logisk sammenhængende delelementer, samlet i hver sit punktum. En anden måde at skrive det samme på kunne derfor være:

    Til grund for arkivopbygningen ligger ARF's standardjournalplan. Denne anvendes idag af alle 5 afdelinger i Amtsgården, der er interesserede i overgang til edb-journalisering. Det gælder dog ikke revaliserings- og pensionsafdelingen, der allerede er overgået til edb-journalisering, og enkelte mindre "personorienterede" afdelinger.

    Forvaltningen indstiller, at forvaltningerne i Amts-gården overgår til edb-journalisering, og at det i Vejle Amt udviklede journaliseringssystem skal finde anvendelse. Overgangen sker, efterhånden som det bliver muligt, bl.a. under hensyntagen til økonomien.

    Ifølge styrelselovens § 62, jfr. styrelsesvedtægtens § 12 er økonomiudvalget "arkivansvarlig".Ifølge styrelseslovens § 18, stk. 2, skal økonomiudvalget endvidere have indseende med de almindelige administrative forhold inden for samtlige kommuners administrative områder.

    Økonomiudvalget anmodes derfor om principgodkendelse af indstillingen.

    Nu er det ikke helt let at omskrive dette eksempel til klar dansk. Det skyldes bl.a., at der i samme helsætning er indbygget argumenter på 2 niveauer: indstillingen og beslutningsprocessen. Men bedre bliver det ikke af, at skribenten selv er kommet til at rode rundt i tingene, fordi han ikke har kunnet overskue sin egen helhed. Men forslaget ovenfor kunne være en mulighed for en mere overskuelig præsentation af problemstillingen. Resultatet er blevet, at den ene helsætning er blevet omskrevet til ialt 8 helsætninger. Og for yderligere at klargøre de enkelte led i argumentationen er de 8 nye helsætninger fordelt på 4 afsnit.

    Vi kan forbedre forslaget ved at se det i sammenhæng med det journalistiske princip: det vigtigste først. Så kunne indstillingen komme til at se således ud:

    Forvaltningen anmoder økonomiudvalget om principgodkendelse af, at Amtsgården overgår til edb-journalisering.

    Det indstilles, at det i Vejle Amt udviklede journaliseringssystem finder anvendelse. Overgangen skal ske, efterhånden som det bliver muligt, bl.a. under hensyntagen til økonomien.

    Til grund for arkivopbygningen ligger ARF's standardjournalplan. Denne anvendes idag af alle 5 afdelinger i Amtsgården, der er interesserede i overgang til edb-journalisering. Det gælder dog ikke revaliserings- og pensionsafdelingen, der allerede er overgået til edb-journalisering, og enkelte mindre "personorienterede" afdelinger.

    Ifølge styrelselovens § 62, jfr. styrelsesvedtægtens § 12 er økonomiudvalget "arkivansvarlig". Ifølge styrel-seslovens § 18, stk. 2, skal økonomiudvalget endvidere have indseende med de almindelige administrative forhold inden for samtlige kommuners administrative områder.

    Resultatet er nu blevet væsentlig bedre, men det ville være synd at sige, at vi hermed har fået en læservenlig tekst ud af forlægget. Vi skal også have rettet op på en række sætningskonstruktioner.

    3.3. Indskud og forbehold

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    Lad os tage et spring tilbage til bemærkningerne til Lov om åben uddannelse og se på følgende afsnit:

    Lovforslaget udvider den enkeltes mulighed for ved en personlig indsats og i et omfang, som den enkelte selv fastlægger, at forbedre sine kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Også f.eks. ledige, herunder som led i omskoling, husmødre og selvstændige skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling.

    De fleste har givetvis svært ved at orientere sig i disse sætningskonstruktioner - og dermed også svært ved at få en sammenhængende mening ud af afsnittet.

    Grundkonstruktionen i den første helsætning består af følgende:

    Lovforslaget udvider den enkeltes mulighed for at forbedre sine kvalifikationer på arbejdsmarkedet.

    Den er jo forholdvis let at overskue. Problemet opstår, når der indlægges en ny information midt i helsætningen:

    ved en personlig indsats og i et omfang, som den enkelte selv fastlægger...

    I dette tilfælde er indskuddet placeret, således at forholdsordet "for" adskilles fra styrelsen "at forbedre...". Vi skal derfor kunne holde tråden over næsten to linjer for at sætningen ikke skal falde fra hinanden, og det kan være vanskeligt - selv for en øvet læser.

    Den eneste løsning vil være at bryde helsætningen op i to, der fx kunne se således ud:

    Lovforslaget udvider den enkeltes mulighed for at forbedre sine kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Det skal kunne ske ved en personlig indsats og i et omfang, som den enkelte selv fastlægger.

    Lad os se på den næste helsætning:

    Også f.eks. ledige, herunder som led i omskoling, husmødre og selvstændige skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling.

    Den grundlæggende sætning lyder således:

    Også f.eks. ledige,..., husmødre og selvstændige skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling.

    Men som en præcisering i forhold til ledige er så indskudt en ny information:

    ...herunder som led i omskoling.
    Forvirringen opstår, fordi vi får brudt en sideordnende opremsning, således at "omskoling" og "husmødre" kommer til at stå adskilt af et komma - men de to led indgår ikke i sideordningsmønstret.

    Helsætningen ville også her blive mere forståelig, hvis vi omskriver den til to helsætninger:

    Alle skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling. Det gælder også husmødre selvstændige og ledige, herunder som led i omskoling.

    Vi bruger ofte indskud til at markere forbehold eller konkretisere udsagnet. Men det er uskik at gøre det, så sammenhængen i sætningen brydes op. To principper er vist gennem de to eksempler:

    Til sidst kan vi se på det endelige resultat af vores ændringer:

    Lovforslaget udvider den enkeltes mulighed for at forbedre sine kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Det skal kunne ske ved en personlig indsats og i et omfang, som den enkelte selv fastlægger.

    Alle skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling. Det gælder også husmødre, selvstændige og ledige, herunder som led i omskoling.

    Vi er faktisk endt med at fortælle en helt anden historie. Vi har fået fremhævet både individualiseringen og betalingsprincippet.

    Når vi fylder sætninger ud med forbehold og præciseringer skyldes det ofte ikke blot dårlig formuleringsevne. Det kan være udtryk for taktiske overvejelser, hvor opmærksomheden bliver flyttet over på mindre væsentlige dele af udsagnet. Eller det kan være udtryk for, at vi som forfatter heller ikke selv har klart gennemtænkt, hvad vi vil fortælle.

    Vi udtrykker ikke kun forbehold gennem lange indskud, som gør sætningskonstruktionen uoverskuelig. Ofte sker det gennem en række småord af typen fortrinsvis, sikkert, bl.a. Det kan der være god grund til, men vi bruger dem ofte som overflødig indpakning.

    På et skriveværksted skulle de studerende udarbejde en pjece om dem selv. Blandt formuleringsforslagene fandt jeg følgende:

    Vi kan i vidt omfang anvendes som informationsmedarbejdere, bl.a. i den offentlige sektor.

    Udsagnet er ikke forkert, men hvorfor ikke sige det lige ud:

    Vi kan anvendes som informationsmedarbejdere i den offentlige sektor. Men også den private sektor har brug medarbejdere med netop vores kvalifikationer.

    Når indpakningen med småord pilles af, tvinges vi til at præcisere, hvad vi mener. Derfor: sig tingene direkte og uden omsvøb. Det hjælper vores modtager. Men det sikrer også, at vi selv har tænkt os om!

    3.4. Syntetisk og analytisk sprog

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    Vi slipper desværre ikke helt uden om lidt dansk grammatik. En del af grammatikken kaldes "syntaksen", og det er læren om ordenes sammensætning. En sammenkædning af ord kaldes derfor også et "syntagme".

    Et grundlæggende syntagme i det danske sprog er sætningen, og det centrale led i en dansk sætning er udsagnsleddet - også kaldet det finitte verbum. Det er det led, som binder de andre dele af sætningen sammen. De andre led kan placeres foran og efter det finitte verbum.

    Hvis vi tager udgangspunkt i det finitte verbum "køber" kan vi bruge den gamle spørgeteknik: hvem køber? og vi har grundleddet (subjekt), fx "han". Ud fra sætningen "han køber" kan vi spørge videre: hvad køber han? og vi har genstandsleddet (objekt), fx "tøj". Vi har nu sætningen "han køber tøj". Denne sætning kan udbygges med nogle nærmere bestemmelser bl.a. om tid og sted (adverbielle led), fx "i dag", så vi får sætningen "han køber tøj i dag".

    Vi kan udbygge sætningen med udgangspunkt i det finitte verbum. Vi kan udbygge verbet med et biled (adverbium), bl.a. en nægtelse, en forstærkning eller en tidsbestemmelse, fx "ikke". Vi har nu sætningen "han køber ikke tøj i dag". Og vi kan udbygge det verbale led til et sammensat verbum, enten med et mådesudsagnsord (modalverbum) eller ved at omskrive til før nutid (perfektum participium). Vi får så sætningerne: "han vil ikke købe tøj idag" eller "han har ikke købt tøj i dag".

    Vi har altså i sætningen nogle verbale led (v), nogle substantiviske led (s) og nogle adverbielle led (a), og ud fra eksemplet kan vi se, at disse led optræder i en bestemt rækkefølge:


    han vil ikke købe tøj i dag
    s v a v s a

    Subjektet er imidlertid ikke det eneste led, som kan stå først i sætningen. Vi kan fx rykke "i dag" frem i sætningsspidsen:

    i dag vil han ikke købe tøj (i supermarkedet)
    a v s a v s
    a

    Da flere af leddene kan placeres forrest i sætningen lige før det finitte verbum, kan man give dette felt et særligt navn, og det kaldes normalt "forfeltet" (F). Vi kan også se, at der herefter sker en gentagelse af rækkefølgen v s a. Ud fra at sammenhængen mellem det fintitte verbum og subjektet også kaldes "neksus", kan den første kombination af v s a kaldes "neksusfeltet" (N). Det anden kombination af v s a indeholder nogle nærmere indholdsmæssige bestemmelser, og dette felt kaldes derfor for "indholdsfeltet" (I). Vi kan skelne mellem N-delen og I-delen ved at bruge store og små bogstaver. Formlen for en dansk hovedsætning kommer så til at se således ud:

    i dag vil han ikke købe tøj i supermarkedet
    F / v s a / V S
    A/

    hvor alle pladser på nær "v" kan være tomme.

    Et andet vigtigt syntagme i det danske sprog har udgangspunkt i et navneord (substantiv). Hvis vi tager syntagmet "i supermarkedet" kan det udbygges med et tillægsord (adjektiv), fx "ny", så vi får syntagmet "i det nye supermarked". Tillægsordet kan forstærkes med et biord (adverbium), fx "helt", så vi får syntagmet "i det helt nye supermarked". Vi kan også tilføje yderligere adverbielle bestemmelser efter kerneleddet, fx

    i det helt nye supermarked henne om hjørnet
    f b adv adj
    subst
    efterled

    eller vi kan tilføje en relativ sætning:

    i det helt nye supermarked, som ligger henne om hjørnet
    f b adv adj
    subst
    efterled

    Både i vores hovedsætninger (syntagmer med verbalt kernedled) og "genstandshelheder" (syntagmer med substantivisk kerneled) kan tyngden være placeret foran eller efter kerneleddet. Hvis tyngden er placeret foran kerneleddet taler man om forvægt eller syntetisk ledstilling. Hvis tyngden er placeret efter kerneleddet taler man om bagvægt eller analytisk ledstilling.

    Kerneleddet er vores orienteringspunkt i helheden, og derfor er syntetisk ledstilling mindre læsbar end analytisk ledstilling.

    Vi kan først se på et eksempel på sætningsniveau. Vi kan gå tilbage til bemærkningerne til Lov om åben uddannelse:

    Også f.eks. ledige, herunder som led i omskoling, husmødre og selvstændige skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling.

    Kerneleddet i denne sætning er det finitte verbum "skal", som optræder lidt efter midten i sætningen. Der er altså tale om et tungt forfelt og dermed et eksempel på syntetisk ledstilling.

    Da vi i sidste afsnit delte sætningen op i to for at undgå det generende indskud, ændrede vi også syntaksen fra syntetisk til analytisk ledstilling:

    Alle skal have adgang til at følge tilbuddene mod betaling. Det gælder også husmødre, selvstændige og ledige, herunder som led i omskoling.

    Forfelterne i de to sætninger er nu blevet meget enkle, nemlig "alle" og "det". Sammen med flytningen af indskuddet hen til sidst i sætningen er det også med til at gøre den ændrede formulering mere læservenlig.

    I et af de tidligere afsnit gennemgik vi også et uddrag af en indstilling fra forvaltningen i en amtskommune. Den første sætning var opbygget således:

    Også i centralforvaltningen har en arbejdsgruppe nu færdiggjort en rapport om edb-journalisering, byggende på forvaltningen for teknik og miljø's nævnte rapport.

    Sætningsdelen

    en rapport om edb-journalisering, byggende på forvaltningen for teknik og miljø's nævnte rapport

    er egentlig pænt analytisk opbygget med rapport som det substantiviske kerneled efterfulgt af en række bestemmelser. Problemet ligger i det efterhængte syntagme:

    byggende på forvaltningen for teknik og miljø's nævnte rapport

    Kerneleddet er her rapport, men foran har vi en masse nærmere bestemmelser, der gør syntagmet mindre læsbart. Vi kunne få en analytisk ledstilling ved at omskrive med relativsætninger på følgende måde:

    der bygger på den rapport, som forvaltningen for teknik og miljø har udarbejdet.

    (Bemærk, at det er god ide at variere brugen af de relative stedord "der" og "som").

    Analytisk ledstilling er altså normalt mere læservenlig end syntetisk ledstilling. Men der er samtidig grund til at advare mod en bestemt udgave af analytisk ledstilling, nemlig såkaldte "bændelormskonstruktioner", hvor den ene bestemmelse hæftes på efter den anden.

    Hvis vi går tilbage til vores demonstrationseksempel kunne vi fx fortsætte det således:

    Han vil ikke købe nyt tøj i supermarkedet på hjørnet af Vestergade og Nørregade ca. 100 m fra det store torv i udkanten af byen i retning mod Køberup.

    Denne form for konstruktioner er måske ikke så vanskeligt læsbare, men de mange efterhængte led er med til at forskyde opmærksomheden fra det centrale begreb i helheden.

    Lad os kigge en gang til på det eksempel, som vi allerede har haft fat i:

    Også i centralforvaltningen har en arbejdsgruppe nu færdiggjort en rapport om edb-journalisering, byggende på forvaltningen for teknik og miljø's nævnte rapport.

    Ordet "byggende" har som grundlag en neksus: "nogen/noget bygger". Ord pående (lang tillægsmåde - præsens participium) hører derfor med til en gruppe ord, vi vil kalde sætningsord.

    Denne type sætningsord kan omskrives til relative sætninger:

    der bygger på den rapport, som forvaltningen for teknik og miljø har udarbejdet

    Den hyppigste brug af sætningsord er omskrivning af verber til substantiver (verbalsubstantiver), fx

    tillade tilladelse
    ride ridning
    køre kørsel
    studere studium
    fungere funktion

    Den mest udbredte form er omskrivninger med -else og -ing, der er den klassiske danske afledningsform. Når vi omdanner et verbum til et substantiv, fjerner vi handlingsaspektet og danner et begreb. På den ene side betyder det, at vi erstatter handlingselementet med et begreb, på den anden side betyder det, at vi komprimerer udsagnet og dermed gør det mere syntetisk.

    I en række tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at anvende begreber, fordi vi dermed kan knytte an til en terminologi. Men i skriftsproget har vi en tendens til også at anvende sætningsord, hvor det ville være mere hensigtsmæssigt at anvende en hel sætning, fx i det offentlige sprog:

    Ved brev af 3. april 1986 fremsender X-købing kommune på foranledning af henvendelse fra Dansk Murbyg A/S en ansøgning om tilladelse til etablering af adgang fra ejendom- men mart. nr. 1 m Lyngdrup by, X-købing til kommunevejen Birkevej i en afstand af 40 m fra Birkevejs tilslutning til hovedlandevej 389.

    Det oplyses, at kommunens tekniske udvalg ikke kan anbefale etablering af adgang til Birkevej nærmere hovedlandevejen end 100 m.

    Amtsvejvæsenet er enig i kommunens holdning og en etablering af adgang til Birkevej nærmere end 100 m fra hovelandevejen forudsætter, at der meddeles dispensation fra lov om offentlige veje § 70, hvilket man herfra ikke er sindet at meddele.

    På kommunens forespørgsel om etablering af tilkørselsveje og parkeringspladser i byggeliniearealet, kan oplyses, at ....

    Nødvendige tekniske begreber kan man vist ikke kalde dem allesammen. I 3. afsnit bruges vendingen "meddeles dispensation", hvor det ville være lettere blot at skrives "dispenseres". Og i det sidste afsnit var det måske mere klart og mundret at skrive:

    Kommunen har spurgt, om der kan etablere tilkørselsveje og parkeringspladser i byggelinjearealet.

    Sværere er det måske at få has på det indledende afsnit, som i kraft af de mange sætningsord er blevet meget komprimeret. Den kunne opløses, så også indholdet kom klarere frem:

    Dansk Murbyg A/S har søgt om at etablere adgang fra ejendommen matrikel .....

    Den 3. april har X-købing kommune sendt ansøgningen til Amtskommunen. Kommunen kan ikke anbefale, at adgangen til Birkevej placeres nærmere hovedlandevejen end 100 m.

    Der er her bevaret to sætningsord, nemlig begreberne "adgang" og "ansøgning". Resten er omdannet til sætninger eller helt udeladt. Det er det forhåbentlig blevet både mere læseligt og forståeligt af.

    3.5. Brug aktiv form!

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    I det sidste afsnit var vi inde på, at vi ofte med fordel kan omskrive sætningsordene til regulære sætninger. Det får handlingsmønstret - og handlingsmulighederne - til at træde klarere frem.

    Også brug af passiv (lideform) er med til at sløre handlingsmønstret, fordi denne form fremhæver den genstand eller person, som en handling går ud over, men samtidig underforstås det handlende grundled:

    Cykler fjernes uden ansvar!

    Men hvem fjerner cyklerne? - Hvis jeg nu alligevel har sat min cykel der, er det jo rart at vide, om det er viceværten eller politiet, som har fjernet min cykel.

    I indledningen til kapitlet havde vi et eksempel fra Lov om åben uddannelse:

    Uddannelsestilbuddene skal som hovedprincip tilrettelægges, så der tages hensyn til voksnes forudsætninger og praktiske muligheder for at kombinere uddannelse og erhverv. Herved udbygges de allerede eksisterende muligheder for længerevarende, kompetencegivende uddannelsesforløb, som kan følges uden tab af arbejdsfortjeneste eller tab af arbejdsproduktion.

    Også denne formulering er upræcis. Hvem skal tilrettelægge uddannelsestilbuddene? - Hvem skal udbygge uddannelsesforløbene? Det er jo ikke uvæsentligt.

    Når der her er anvendt passiv kan der gives en god begrundelse - og en dårlig.

    Den gode begrundelse er, at det vil føre for vidt at opregne de mange muligheder for initiativtagere. På den måde kan passivformen i en række tilfælde være hensigtsmæssig.

    Omvendt kan passivformen også være anvendt for at skjule, hvem initiativtagerne forventes at være - fordi det er kontroversielt. Og så er det en dårlig begrundelse for at anvende passiv.

    Passivformen kan også være et skjul for manglende reel viden hos skribenten:

    Det fortælles, at teksten blev skrevet i 1888.

    Måske er det reelle udsagn her: Desværre kan jeg ikke lige komme i tanke om, hvem der har fortalt det, og hvem der har skrevet teksten!

    Netop formuleringer af typen

    Det fortælles....
    Det meddeles herved...
    Der henvises til...

    bør så vidt muligt undgås. I sin bog om 22-radioavisen kalder Frands Mortensen denne type konstruktioner for agentivstrygning, og viser at de er et karakteristisk træk ved nyhedsformidlingen.

    Lad os lige se på rammesætningen ovenfor. Den er jo skrevet i passiv. Vi kan omskrive den til aktiv ved hjælp af "man":

    Man bør så vidt muligt undgå denne type formuleringer.

    Det bliver sjældent bedre af at bruge "man"- formuleringer. Den bedste måde at forsklare det på vil selvfølgelig være:

    I bør så vidt muligt undgå denne type formuleringer.

    I skal så ikke tage sætningen for pålydende. Vi har nu bevæget os ind i et meta-sprog.

    3.6. Vanskelige ord

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    "Metasprog" er et af de ord, som kan være ganske udmærkede i en faglig sammenhæng. Men skulle sætningen skrives til en ikke-faglig målgruppe, havde det nok været bedre at skrive således:

    I skal ikke tage sætningen for pålydende.Den er her brugt som eksempel på, hvordan en sætning bør skrives.

    Netop brugen af fagtermer er noget af det mest omdiskuterede i forbin-delse med faglig formidling. Fordelen ved at anvende fagtermer er, at de ofte er mere præcise end omskrivninger, og at de kan fungere som reference til en sammenhængende teori.

    Omvendt bør vi altid være opmærksom på, hvornår brugen af fagtermer blot er med til at tilsløre vores egen manglende forståelse af tingene. Og vi må altid grundigt overveje, om den tiltænkte læser faktisk kender til og dermed får et mere præcist udbytte af den anvendte terminologi.

    Vi kan nok hurtigt blive enige om, at der ikke er nogen grund til at insistere på at tale om "tekstens narrative struktur", når vi lige så godt kan tale om "tekstens fortællestruktur".

    Fagtermer er ofte latin- og græsk inspirerede, og hører dermed også hjemme under betegnelsen fremmedord. Det gælder som hovedregel ved enhver formidling, at I skal undgå fremmedord, hvis der findes en mulighed for at anvende et dansk ord eller en omskrivning.

    De følgende eksempler er hentet fra officiel sprogbrug, og prøv at se hvor mange af dem I selv kan klare:

    Alle priserne er brutto
    Checken skal være endosseret til girokontoret
    Ansvarlighed udøves som juridisk person
    Det fremgik ikke af konceptet
    Ejendommen er kondemneret
    Beløbet tilbagebetales pr. kulance
    Her er de stipulerede beløb

    Måske kunne du klare dem allesammen, men du skulle stoppe op og tænke dig om, ik'?

    Til sidst et meget vigtigt råd: Hvis I endelig vælger at bruge et fremmedord, så sørg for at det er stavet rigtigt. Ellers virker det direkte nedbrydende for tekstens troværdighed!

    En anden type ord, som ofte breder sig i skriftsproget, er klodsede sammensætninger. Vi kan endnu engang tage et eksempel fra Lov om åben uddannelse:

    Uddannelsespladsernes art og antal skal altså være efterspørgselsstyret ud fra brugernes præferencer, og institutionerne modtager et finanslovsbundet tilskud ud fra takster fastlagt i finansloven og de faktiske deltagertal.

    "Uddannelsespladserne", "efterspørgselsstyret" og "finanslovsbundet" hører til den slags sammensatte ord, der så vidt muligt bør opløses i deres bestanddele: "pladserne på uddannelserne", styret af efterspørgslen" og "bundet til finansloven".

    Måske synes vi ikke altid selv, at der er tale om svære ord. Men vi skal tage højde for to ting.

    Trænede læsere læser ofte i linier, og vi kan følge øjnenes bevægelser ned over siden. Svage læsere læser stavelser eller ord ad gangen, og vi kan følge deres øjenbevægelse hen over linjen. Svage læsere kan derfor ikke overskue ret lange enheder på samme tid.

    Trænede læsere læser ofte ved hjælp af ordbilleder. Et langt sammensat ord er ofte ukendt for læseren, og tvinger derfor læseren til at stoppe op og tyde det - eller måske glide videre uden at have forstået ordet.

    Det er altså to gode grunde til at undgå komplicerede sammensætninger:

    - hensynet til den trænede læser, og
    - hensynet til den utrænede læser.

    3.7. Klichéer og forældede vendinger

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    Prøv at gå tilbage til omskrivningen i slutningen af afsnit 3.4. på side 55. Udgangspunktet var her at omdanne sætningsord til hele sætninger.

    Dansk Murbyg A/S har søgt om at etablere adgang fra ejedommen matrikel .....

    Den 3. april har X-købing kommune sendt ansøgningen til Amtskommunen. Kommunen kan ikke anbefale, at adgangen til Birkevej placeres nærmere hovedlandevejen end 100 m.

    Men i forbindelse med omskrivningen har jeg også ændret lidt på ordforrådet.

    I stedet for at "fremsende" en ansøgning, har jeg blot "sendt" en ansøgning. I stedet for "forespurgt" har jeg kun "spurgt". Og i stedet for "ansøgt" har jeg kun "søgt".

    Brugen af de mange forled (præfikser) i skriftsproget er et led i vores germanske sprogtradition. I nogle tilfælde kan præfikser anvendes som en præcisering, men i de fleste tilfælde er sondringen forældet og har udviklet sig til en kliché.

    I officiel sprogbrug kan man således skelne mellem at indsende, udsende, fremsende, oversende og videresende. De tre sidste varianter er de færreste af os nok i stand til at skelne klart imellem, og der for kan vi lige så godt nøjes med det enklere "sende".

    Også faste vendinger kan stivne til en kliche. Der findes en gammel vandrehistorie om manden, der skrev et brev til kommunen, og nogen tid efter fik som svar, at "kommunen havde intet derimod at erindre". Et par dage senere modtog kommunen en kopi af det oprindelige brev!

    Udbredt i skriftsproget er også en række særlige ord, som vi næsten aldrig bruger i dagligsproget:

    såfremt i stedet for hvis
    angående om
    indeværende dette
    (oven)nævnte det
    fornøden nødvendig
    osv.

    Den slags ord fungerer næsten som markører for et bogligt stilleje og har det med at smitte af på omgivelserne.

    Endelig har vi i skriftsproget en tilbøjelighed til at overfylde sætningerne med mådesudsagnsord (modalverber). Modalverber svækker udsagnet eller gør det hypotetisk. Vi kan fx sammenligne:

    Vi må kunne bruges i den private sektor
    Vi kan bruges i den private sektor.

    Vær især altid opmærksom på brugen af dobbelt modalt verbum som i den første sætning. Brug det kun, hvis det er med en bevidst hensigt om at understrege det hypotetiske.

    3.8. Læsbarhedsindeks

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    I dette kapitel har vi beskæftiget os med en række sproglige mekanismer, som kan være med til at gøre en tekst vanskelig at læse. Vi kan bruge indholdsfortegnelsen som en check-liste og gå vores tekster igennem for de forskellige forslag til forbedring. Men i stedet for det grundige serviceeftersyn, kan vi foretage en test af teksten, der viser om den fungerer efter hensigten.

    Når vi skal teste skrevne tekster kan vi anvende det såkaldte læsbarhedsindeks. Det fungerer som et kropstermometer: det indicerer, at noget er galt, men ikke præcist hvor galt det er, og hvad vi fejler.

    Læsbarhedsindekset (normalt forkorte LIX) bygger på en række forsøg med læsning af tekster. Forsøgene kunne bruges til at dele teksterne op i grupper efter sværhedgrad. Svenskeren Björnsson prøvede derefter at finde frem til en simpel metode til at karakterisere teksterne i forhold til deres sværhedsgrad.

    Som også vores gennemgang har vist, er der to forhold, som er vigtige, nemlig sætningsopbygningen og ordstoffet.

    En simpel måde at udtrykke sætningens sværhedsgrad er dens længde, og for at vælge en simpel tælleenhed valgte Björnson det gennemsnitlige antal ord (AO) for hvert punktum (P)

    Ved ordstoffet kunne man så tilsvarende bruge det gennemsnitlige antal bogstaver pr. ord, men det ville blive en meget langsommelig tællemetode. En systematisk gennemgang af teksterne viste, at det især var lange ord (LO), der påvirkede læsbarheden, og at grænsen syntes at ligge mellem 6 og 7 bogstaver. LO blev derfor defineret som ord over 6 bogstaver.

    I forlængelse heraf konstruerede Björnsson så en formel for LIX:

    AO LO x 100
    LIX = ------ + ------------
    P
    AO
    På baggrund af forsøgene kunne Björnsson også opstille en skala over teksternes sværhedsgrad:

    - 25: meget let
    26 - 35: let
    36 - 45: middel
    46 - 55: svær
    56 - : meget svær.

    Sagt på en anden måde: Hvis vi ønsker at henvende os til utrænede læsere, skal LIX helst holdes under 45, og kun i helt specielle tilfælde er et LIX på over 55 akceptabelt.

    LIX-formelen er også velegnet, hvis I skal korrigere jeres tekst. Den viser nemlig, om problemerne ligger i sætningslængden eller ordstoffet.

    Det skal understreges, at LIX ikke er en endegyldigt karakteristik af en tekst. Der kan således være helt konkrete årsager til, at LIX bliver relativt højt. Visse tekster kan være påvirket af, om vi befinder os i maj eller oktober måned, eller i Års eller Nykøbing. Og det kan vi jo ikke gøre så meget ved.

    Til sidst nogle grundregler for optælling i forbindelse med LIX:

    1) ved punktum forstås fra stort begyndelsesbogstav til næste skilletegn efterfulgt af stort begyndelsesbogstav. Skilletegnet kan altså også være !, :, ? osv.

    2) forkortelser og tal tælles som de udtales. Fx er tallet 16 et langt ord, tallet 12 et kort ord. Osv skal tælles som tre små ord. Jf. som et langt ord.

    3) kun den løbende tekst skal tælles, altså ikke overskrifter, billedtekster osv.

    4) udregn altid med højst én decimal - LIX er ikke en så præcis størrelse, at det har mening at anvende flere decimaler.

    3.9. Regler er til for at brydes!

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    Når I er kommet hertil vil de fleste af jer sikkert sige:

    Det bliver dog et utroligt kedeligt og slapt sprog der kommer ud af det her. Nu har jeg i hele min skoletid lært, at det vigtigste er præcision og variation i sproget.

    Det er også rigtigt! - Men formålet med gennemgangen har ikke været, at I skal sætte fornuften over styr. Regler er til for at brydes!

    Men for at man kan bryde en regel, skal man først kende den.

    Ideen er derfor først og fremmest, at I skal være opmærksom på, hvordan i bruger jeres sprog. Sproget skal bruges med omtanke.

    I enhver formuleringssituation er det vigtigt, at vi henvender os med en hensigt til en bestemt målgruppe. Sproget er et værktøj, som kan sikre, at vi også får vores hensigt klargjort over for vores målgruppe.