modul B:

Bo Fibiger, Institut for Informations- og medievidenskab, 1990

Journalistik

  • Research og kilder

  • Genrer

  • Formidlingspricipper

  • Nyhedskriterier

  • Redaktion


  • | journalistik | information |



    De områder, vi hidtil har beskæftiget os med i dette kompendium, er allesammen væsentlige, hvis man vil beskæftige sig med faget journalistik. I dette hovedafsnit skal vi bevæge os lidt mere ind på dette omfattende felt - uden at det på relativt få sider er muligt at give en dybtgående præsentation af fagområdet.

    Til mere grundige studier skal derfor henvises til Asmussen og Meilby: Før deadline og til Meilby og Minke: Når sandheden skal frem.




    Research og kilder

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    Det kan ikke understreges nok, at grundig research og brug af troværdige kilder er alfa og omega i god journalistik. Det burde egentlig være selvindlysende for studerende, som gennem deres universitetsstudium er opdraget til at forholde sig analytisk og kildekritisk til et stof. Alligevel er det en tilbagevendende feed-back fra kandidater med praksiserfaring, at de er blevet overrasket over researchens placering i den samlede arbejdstid.

    Den journalistiske arbejdsproces forløber typisk gennem følgende faser:

    ide - indhold - vinkling - formgivning

    og i alle fire faser spiller research og kilder en vigtig rolle.

    Det er velkendt, at en god artikel ofte står og falder med "en god ide". Gode ideer kommer sjældent lige ud af den blå luft. Et solidt basiskendskab til et sagområde er ofte en forudsætning for, at det er muligt at producere gode ideer. Hvis sagområdet er fremmed for journalisten, er det derfor nødvendigt med en basal research allerede inden området.

    Hvis I skal skrive om et sagområde, er det derfor vigtigt, at I - hvad enten i arbejder individuelt eller i gruppe - sætter jer ned og noterer op i stikordsform, hvad I ved om emnet. Det kan være en god metode til at finde ud af, hvad I ikke ved! - og dermed hvad I har brug for at vide mere om, før I går igang med at skrive om det.

    Ideer har det med at være meget abstrakte, og et vigtigt formål med researchen er at få præciseret ideen. Det kan ske ved at søge efter konkrete eksempler. Det er ikke specielt interessant, at der sker en forurening af verdenshavene, men den generelle problematik kan få nyt liv, hvis udgangspunktet tages i Universitetets ejerforhold til Cheminova. Måske ligger der allered her en ide til en senere vinkling af artiklen.

    Når ideen er præciseret, skal der fyldes indhold på den. Den samme ide kan formidles gennem flere forskellige typer indhold, men det altafgørende er, at indholdet i artiklen er relevant i forhold til den fastlagte ide. Men en artikel kan heller ikke rumme alt det indhold, som er relevant i forhold til ideen. Vi er derfor nødt til at anvende endnu et udvælgelseskriterium, nemlig væsentlighed.

    Relevans og væsentlighed i forhold til sagforholdet er altså med til at bestemme indholdet i artiklen, og også her er der kun den tunge vej at gå, nemlig gennem yderligere research.

    Indholds-researchen kan være med til at bestemme vinklingen på historien. Men vinklingen vil i lige så høj grad blive bestemt af, hvilke kilder der faktisk viser sig at være til rådighed for artiklen, hvilke konfliktakser der tegner sig under researchen, samt en indtænkning af målgruppen for artiklen (det er fx ikke ligegyldigt, om artiklen skal få politikerne til at handle, eller om den vil have borgerne til at stille krav til politikerne). Kildebenyttelse, fastlæggelse af konfliktakser og præcisering af målgruppe har ligeledes som forudsætning en grundig research. At overse (eller udelade) en væsentlig kilde kan have konsekvenser for både konfliktakser og målgruppe.

    Vinkling og formgivning er naturligvis sammenhængende størrelser. Ved formgivning vil vi her forstå den endelig iklædning af artiklen med hensyn til genre abstraktionsniveau, retorik og sprogtone. I de fleste tilfælde vil den allerede foretagne research være dækkende, men resultaterne af den foretagne research er i høj grad med til at bestemme valget af formelementer.

    Manglende research er ofte ensbetydende med et letbenet causeri. Nu er der selvfølgelig ikke noget forkert i at optræde som causør - især ikke hvis man er gudbenådet underholdende! Men det har bare ikke noget med professionel journalistik at gøre.

    Med hensyn til kilder kan vi overordnet skelne mellem personlige og leksikalske.

    I klassisk journalistlitteratur anvendes termen trykte kilder, men termen leksikalske kilder er valgt, fordi mange kilder idag lagres på edb eller video.

    Nyhedsjournalisten vil i en række tilfælde være afhængig af telegrammer fra Ritzaus Bureau eller fra internationale nyhedsagenturer som REUTER, UP eller TASS. Både i forhold til nationale og internationale bureauer er det vigtigt, at journalisten forholder sig kritisk. Bureauer er et velegnet instrument til "plantede" nyheder (prøveballoner, desinformation og ludderjournalistik), og specielt for udenlandske nyhedsbureauer har historien ofte placeret en række led, før den endelige modtagelse (den såkaldte "gate-keeper" funktion).

    Hvis man er fagjournalist vil man ofte opbygge sit eget kildearkiv, som kan bestå dels af avisudklip og relevant faglitteratur. I konkrete sager vil biblioteker ofte være en vigtig kilde, så et grundigt kendskab til bibliotekernes systematiske opbygning er en stor hjælp. Endvidere findes der på en række områder specialbiblioteker, både offentlige og private, som det kan være vigtigt at kende til.

    Som nævnt er en hel del kilder idag tilgængelige via edb, hvor der ligeledes findes en række specielle databaser. Adgang til en række åbne konferencesystemer kan også være en hjælp. Fx har Greenpeace både deres egen database og en række åbne konferencer.

    En vigtig kilde i dagens presse er pressemeddelelser fra ikke mindst private virksomheder. Mange virksomheder har idag en informationsmedarbejder, som varetager virksomhedens PR-aktiviteter i forhold til presse og fagblade.

    En journalist skal kende lov om offentlighed i forvaltningen, der idag giver en meget fri adgang til de offentlige arkiver.

    Journalisten skal altid forholde sig kritisk til sine leksikalske kilder, herunder forholde sig til relevansen af givne informationer i den konkrete sammenhæng. Angivelse af kilde vil ofte være hensigtsmæssig, både for at dække sig selv ind, men også som en information for den interesserede læser.

    Det er god presseskik at gøre opmærksom på, at man citerer fra en kilde. Jeg har personligt været ude for, at jeg i Information kunne læse en artikel, som ord til anden - bortset fra indledning og afslutning - var ren afskrift af et kapitel i en bog, jeg lige havde udgivet - uden kildeanvisning! Bogen blev aldrig anmeldt i Information.

    Med hensyn til personlige kilder opbygger de fleste journalister et net af både officielle og uofficielle kilder.

    Officielle kilder vil typisk være politikere, eksperter og pressekontakter i offentlige og private virksomheder. Omgangen med officielle kilder vil ofte være en balancegang for journalisten. Hun skal kunne forholde sig til, hvornår noget er en officiel information, en prøveballon eller blot et led i den almindelige omgangsform. Fejltrin kan have alvorlige konsekvenser for det fremtidige samarbejde med kilden.

    Uofficielle kilder spænder over alt som almindelige private bekendtskaber til såkaldte "muldvarpe". Det er jo ikke uden grund, at journalister er hyppige gæster ved receptioner o.lign.. Det handler ikke blot om at dække denne specielle begivenhed, men at omgås relevante personer, som man så senere kan hente nødvendige baggrundsinformationer fra. Det kan måske opfattes som en lidt kynisk beskrivelse af en journalists forhold til sine medmennesker, men vi andre bruger jo i en række tilfælde journalisterne på samme måde!

    Mange journalister har uofficielle kilder placeret både inden for det private og det offentlige. "Muldvarpe" dækker her over personer, som bevidst lækker fortrolige informationer til pressen. En ministeriel informationsmedarbejder er blevet afskediget for at lække fortrolige oplysninger til pressen, en sag der endnu engang har rejst det principelle spørgsmål om offentlige medarbejderes ytringsfrihed. Ytringsfriheden befinder sig et eller andet sted mellem loyalitet og trudslen mod liv, ære og velfærd - og der er jo ikke nogen særlig præcis defintion. Men journalisten kan også selv optræde som "muldvarp" i såkaldt aktionsjournalistik som den vi bl.a. kender fra vesttyskeren Günther Walraff.

    Personlige kilder kan ikke verificeres på samme måde som de leksikalske. Derfor vil journalisten ofte have behov for at tjekke informationer fra enkeltpersoner ved at konfrontere andre med synspunkterne, hvis han vil være dækket ind. Det kan være farligt at løbe med en halv vind - det viser en del af de injuriesager som anlægges mod dagbladene. Omvendt er det ikke altid muligt at krydstjekke informationer, så krav herom fra redaktionschefens side kan betyde, at en væsentlig nyhed aldrig kommer længere end til researchfasen.

    I journalistik skelnes mellem navngivne og anonyme kilder. Journalisten har krav på at kunne beskytte sine kilder gennem anonymitet, men princippet har flere gange været antastet ved domstolene i tilfælde, hvor såkaldt "samfundsmæssige interesser" eller "hensynet til sagens opklaring" står på spil. Det seneste eksempel har været dagbøderne til Informations redaktør Peter Wivel for ikke at ville udlevere et dokument i forbindelse med Shell-attentaterne.

    Kontakten til de personlige kilder kan foregå enten telefonisk eller direkte. Telefonisk kontakt kan være nødvendig på grund af tidspres, men må ikke være en sovepude. Ikke mindst når der er tale om en kilde, som journalisten ikke kender i forvejen, er den personlige konfrontation vigtig, fordi den kan være med til at udbygge indtrykket af den interviewede.

    Brugen af båndoptager overfor notatteknik er et klassisk etisk spørgsmål i journalistikken. Hvis det ikke drejer sig om officielle pressekonferencer, er det etisk korrekt altid at spørge kilden, om det er i orden at bruge båndoptager, både ved telefoninterview og ved personlig konfrontation.

    Et andet etisk spørgsmål er, om kilden skal forelægges journalistens fremstilling af sagen. Hvis en person citeres direkte vil det ofte være rimeligt at forelægge de konrete citater for kilden - normalt telefonisk - men kilden har ikke krav på at få hele artiklen præsenteret. Journalisten kan ikke forvente, at alle kilder er opmærksom på dette problem, og det er derfor en god regel at spørge - ikke mindst personer, der ikke er vant til at omgås pressen - om de ønsker at få præsenteret gengivelsen af deres udsagn.

    Bemærk at de sidste afsnit er skrevet med mange forbehold. Det er umuligt at opstille firkantede regler, når det handler om god presseskik.


    Genrer

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    De journalistiske udtryksformer kan opdeles i genrer. I bogen "Ikke et ord om ytringsfrihed" (Modtryk 1977) er givet en præsentation af, hvordan genrerne er knyttet tæt sammen med avisens ændrede samfundsmæssige funktion, medens en egentlig definition af genrerne bl.a. kan findes i Asmussen & Meilby (DJH 1977).

    Asmussen og Meilby skelner mellem afspejlende journalistik og opsøgende journalistik. Hvor den afspejlende journalistik altid er døgnaktuel, kan den opsøgende journalistik opdeles i det døgnaktuelle og det tidsaktuelle.

    Den døgnaktuelle afspejlende journalistik omfatter 2 genrer, nemlig nyhedsartiklen og referatet. Den opsøgende døgnaktuelle journalistik omfatter nyheds-reportagen og interviewet, medens den tidsaktuelle journalistik kommer til udtryk i features og dybdeborende reportage.

    Asmussen og Meilby skelner også mellem journalistiske grundformer og komplekse udtryksformer. Som grundformer regnes nyhedsartikel, referat og interview, medens reportage og features henregnes til komplekse udtryksformer.

    Nyhedsartiklen kan betegnes som den mest oprindelige journalistiske form, og den kan defineres som en præsentation af en faktisk begivenhed eller et hændelsesforløb i berettende og beskrivende form.

    En kort nyhedsartikel, der kun medtager de nøgne facts, kaldes normalt for en notits.

    Referatet adskiller sig fra nyhedsartiklen dels ved at det principielt forudsætter journalistens tilstedværelse, dels ved at vægten lægges på udtalelser. Formen er også her berettende og beskrivende. Referatet som genre har som forudsætning udviklingen af en offentlighed (demonstrationer, møder osv.), der gør krav på formidling gennem dagspressen. Referatet blev derfor en klassisk genre i partiaviserne i slutningen af 1800-tallet.

    Nyheds-reportagen vægter ikke blot hændelsesforløb eller udtalelser, men vægten lægges også på formidling af journalistens egne iagttagelser og oplevelser. Udover at være beskrivende og berettende, kan reportagen indeholde forklarende, stemningsskabende eller vurderende udsagn. Historisk kan reportagen knyttes sammen med avisens varegørelse i slutningen af 1900-tallet. Avisen skal ikke blot sælges på sine meninger, men på sin journalistik. Der henvises ofte til Herman Bang som en af de første, der magtede reportagen i journalistikken.

    New journalism kan opfattes som en videreudvikling af nyheds-reportagen, men med en øget vægtning af formidlingen af sanseindtrykkende, således at helsætningernes logik opløses i betydningsladede fragmenterede sætninger. Dens forbilleder findes bl.a. i modernistisk litteratur.

    Interviews må nok siges at ligge på grænsen mellem det døgnaktuelle og det tidsaktuelle. Interviewet adskiller sig fra referatet ved, at personer citeres direkte, og normalt medtages spørgsmålene. Journalisten er eksplicit mellemled mellem læseren og den interviewede, og hun kommer derved til at indtage en mere styrende rolle i artiklen. Også interviews stammer fra århundredskiftets varegørelse af avisen.

    Man kan skelne mellem person-centreret interview (portræt) eller emne-centreret interview. Emne-centrerede interviews kan have form som enquete, dobbelt-interview eller rundbordssamtale.

    Features bygger på en ide eller et budskab, som journalisten ønsker at præsentere for læseren (modsat reportagen, der bygger på en begivenhed eller et hændelsesforløb). Samtidig vægtes i en feature formidlingen af en oplevelse. Features trækker på elementer fra de andre genrer, og er derfor nok den genre, som er vanskeligst at definere entydigt. Også features opstår i dette århundrede som led i omnibusavisens forsøg på at dække et behov hos læseren for oplevelsesorienteret stof.

    Dybdeborende reportage adskiller sig primært fra nyheds-reportagen ved dens tids-aktualitet. Dens manglende døgn-aktualitet muliggør en mere udbygget research, som det er artiklens vigtigste opgave at formidle. Den dybdeborende reportage kan ses som en konsekvens af såvel en journalistisk specialisering som led i profilering af weekendaviserne.

    Baggrundsartiklen kan i et vist omfang have form som en dybdeborende reportage, men adskiller sig fra reportagen ved ikke at kunne stå alene.

    Grænserne mellem de forskellige genrer er i praksis ikke så klar som i denne opstilling. Dels er der tale om relative forskelle mellem de forskellige genrer, dels vil den enkelte journalistiske artikel ofte være en blanding af flere genrer, fx nyhedsartikel med emne-interview.

    Vi kan illustrere brugen af de forskellige genrer med et lidt forkortet eksempel fra det virkelige liv.

    Flygtningehjælpen beslutter at leje et nedlagt plejehjem i en landsby til indkvartering af asylansøgere. Journalisten hører om lejemålet og skriver en nyhedsartikel, der fortæller at flygtningehjælpen har lejet plejehjemmet, og at de første flygtninge til flytte ind i næste måned.

    Med udgangspunkt i nyhedsartiklen beslutter beboerforeningen at holde et møde, og vores journalist er selvfølgelig på pletten og bringer næste dag et referat fra mødet.

    Beboerne føler sig svigtet af kommunen og af flygtningehjælpen. Journalisten giver sig til at grave i sagen. Er der pludselig kommet flere flygtninge til Danmark? - Kunne kommunen have forhindret lejemålet? Så den følgende søndag bringer vor avis en dybdeborende reportage om sagen.

    Flygtningene ankommer til plejehjemmet, medens de lokale beboere er mødt frem for at demonstrere deres utilfredshed med projektet. Journalisten er på stedet, og næste dag bringer avisen en nyheds-reportage.

    Der er fortsat stof i sagen, så journalisten arrangerer et møde med en repræsentant for beboerne og en af de tilflyttede asylansøgere. I søndagsavisen præsenteres læserne for et emne-centreret dobbelt-interview.

    Dønningerne begynder at lægge sig, men vores journalist skal jo også præstere bidrag til avisen de kommende weekender. Derfor går han rundt i lokalsamfundet og snakker lidt med beboerne for at finde ud af, hvorfor sådan en sag kan opstå. I virkeligheden er der jo tale om en almindelig dansk idyl med almindelige danske mennesker, og det kan der jo komme en ganske underholdende feature ud af.

    Vi har hidtil kun beskæftiget os med de egentlige journalistiske fremstillingsformer. Men aviser og tidsskrifter indeholder også en del kommenterende stof, hvoraf det meste skrives af personer uden for bladet. Set i et historisk perspektiv er det kommenterende stof en klassisk genre, som har sin rod i fremkomsten af den borgerlige offentlighed omkring år 1800. For den såkaldte "meningspresse" var meningsbrydningen det centrale stofområde.

    Lederen er avisens redaktionelle kommentar. I modsætning til nyhedsstoffet og klart adskilt fra dette kan avisen her fremkomme med sine egne vurderinger og meninger om en bestemt begivenhed. Lederen skrives ofte af et medlem af chefredaktionen, men ofte også af en fagjournalist. I de fleste aviser er lederen anonym.

    Læserbrevet er det almindeligste bidrag fra personer uden for bladet. Normalt kræver en avis et læserbrev holdt inden for et vist antal ord - eller forbeholder sig ret til at forkorte i indlægget. Genren spænder fra EkstraBladets (telefoniske) statements til Informations ofte velargumenterede og veldokumenterede indlæg.

    Kommentaren er efterhånden blevet udbredt i de fleste aviser. Omfangsmæssigt er kommentaren normalt længere end et læserbrev. Bidragydere vil oftest være statuspersoner eller eksperter. Hvor læserbrevet tenderer det døgnaktuelle, vil kommentaren ofte tendere det mere tidsaktuelle.

    Anmeldelsen skrives enten af fagjournalister eller af fagfolk/kulturpersonligheder med fast tilknytning til avisen. Det karakteristiske ved anmeldelsen er den ræsonnerende og vurderende form. Dog har TV-anmelderne flere fællestræk med causerende petit-journalistik.

    Causeriet adskiller sig fra ovennævnte genrer ved at lægge vægten på det humoristiske og den overraskende pointe. Causeriet kan forholde sig til såvel døgn-aktuelle som tids-aktuelle emner. Uden at kunne sætte præcise kvantitative grænser kan mindre causerier betegnes som petit-journalistik med en nedergrænse ved vittigheden.

    Kronikken er en klassisk bestanddel i de fleste danske aviser. Til forskel fra de andre genrer er den primært karakteriseret ved sin faste placering. Genremæssigt har den udspring i det litterære essay, men i praksis kan den tage form fra alle de andre kommenterende genrer. Ved valget af kronikører læges der som hovedregel vægt på skribentens kendthed, sociale prestige eller ekspertise.


    Formidlingspricipper

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    Den journalistiske fremstillingsform

    Den journalistiske fremstillingsform er underlagt to væsentlige hensyn: et hensyn til læseren og et hensyn til redaktionsprocessen.

    Hensynet til læseren har sit udgangspunkt i, at læseren skal kunne orientere sig i dagens nyhedsstrøm uden nødvendigvis at læse alle artiklerne fra ende til anden. I de journalistiske hovedgenrer: nyhedsartiklen og reportagen, lægges der derfor vægt på, at det vigtigste kommer først. Indledningen skal koncentrere sig om det væsentligste, nemlig nyheden, og hvis der er flere mulige nyheder, skal den koncentrere sig om hovednyheden. Inden for journalistikken taler man normalt om "nyhedens trekant", der i Asmussen og Meilby:ørdead-line. Danmarks Journalisthøjskole 1977 (s. 145) gengives således:


    (Asmussen og Meilby sætter nyhedens trekant i modsætning til dramaets trekant, hvor udgangspunktet tages i enkelthederne, de nærmere omstændigheder udfoldes for at vi til sidst kan nå frem til højdepunktet.)

    Præsentationen af højdepunktet sker dels gennem artiklens overskrift (hovedrubrik og evt. underrubrik) samt i det indledende afsnit. Det indledende afsnit skal på én gang give læseren et overblik over nyhedens væsentligste aspekter samt fungere som appetikvækker for at få læseren til at gå videre i artiklen. Disse to hensyn passer ikke altid til hinanden, og derfor kan indledningen til en artikel ofte være noget af det vanskeligste at formulere, hvis man ikke er en både dygtig og trænet journalist.

    Hensynet til redaktionsprocessen er delvis også afspejlet i nyhedens trekant, nemlig med placeringen af enkelthederne til sidst i artiklen. Det betyder for redaktionsprocessen, at artiklen kan skæres bagfra, så den passer med den plads, der kan afsættes i avisen. Hvis alt skæres bort på nær det indledende afsnit ender vi reelt i en såkaldt notits.

    Men for at artiklen kan skæres bagfra forudsætter det også, at de enkelte afsnit udgør selvstændige og afrundede helheder. En velformuleret nyhedsartikel kan derfor sammenlignes med byggeklodser stablet oven på hinanden. Til støtte for markeringen af de enkelte helheder brydes artiklen normalt op med mellemrubrikker, der på samme tid støtter læserens mulighed for at orientere sig på siden og giver mulighed for luft i opsætningen.

    Asmussen og Meilby anfører (s. 144) følgende fordele og ulemper ved den klassiske nyhedsstruktur:

    Fordele:
    - læseren kan stoppe læsningen når som helst efter indledningen uden at være gået glip af det væsentligste og mest interessante.

    - senere oplysninger kan sættes i sammenhæng med informationer, læseren har fået i indledningen eller forudgående afsnit.

    - artiklen kan forkortes bagfra, hvis den ikke passer ind i lay-outet.

    Ulemper:

    - det kan være vanskeligt at undgå gentagelser.

    - formen giver ikke mulighed for spænding eller overraskelser.

    - formen kan være vanskelig ved komplicerede historier.

    Den journalistiske fremstillingsform er velegnet til andet end nyheds-journalistik. Af gode grunde er det en naturlig opbygning at anvende i pressemeddelelser. Den er velegnet ved fremstilling af pjecer - både af hensyn til læseren og af hensyn til lay-out. Og den lader sig naturligt kombinere med elementerne i formidlingsmodellen, som ovenfor blev gennemgået som led i popularisering af videnskabelige artikler.

    I kommunikationskurser inden for det offentlige har vi også peget på den journalistiske fremstillingsform som udgangspunkt for svarbreve m.v. En omsætning af principperne til denne sammenhæng vil fx består i følgende opbygning:

    - hvad blev afgørelsen?

    - hvad er konsekvenserne?

    - hvad er grundlaget for beslutningen?
    a) sagsfremstilling
    b) præmisser

    - hvor kan der klages/ankes?


    Dialogiseringsprincippet

    I afsnittet om målgrupper var vi inde på, at det er vigtigt at danne sig et billede inde i hovedet af modtageren. Selv om vi befinder os i en énvejskommunikation og altså ikke kender den konkrete modtager, er det vigtigt i struktureringen og formuleringen af meddelelsen at forestille os kommunikationen som tovejs - som en samtale.

    Et klassisk vandreeksempel blandt undervisere i kommunikation er to forskellige lærebogseksempler på beskrivelsen af en giraf (her citeret efter Leif Becker Jensen: Ud fra elfenbenstårnet, Teknisk Forlag 1987, s. ff):

    Eksempel 1:
    Den fra gammel tid kendte giraf (Giraffa), der er udbredt over Afrikas åbne savanner, er ejendommelig ved sine lange ben og hals. Kroppens længde er ca. 2 1/2 m, højden til issen 5-6 m. Halen er lang og ender i en kvast. Begge køn har på grænsen mellem pande og isseben et par hårklædte horn, og desuden findes hos visse racer endnu et par i nakken, så at ialt 4 er til stede. Nedad halsens bagside strækker sig en korthåret, opret manke. På den lyst gullige grundfarve star talrige kantede, mørkebrune pletter (...) Giraffens føde er kviste af akacier og andre træer, som gribes af den lange tunge og som afskæres med de nedre fortænder og de dermed forenede hjørnetænder.

    Eksempel 2:
    Girafferne er jordens højeste dyr. De kan blive op til seks meter høje. De lever i det åbne land,men mærkeligt nok er det alligevel i nogen afstand svært atfå øje på de store dyr.
    Det skyldes naturligvis at deres farver falder godt sammen med omgivelserne en stor del af året.
    Skindet har en lys gulligbrun bundfarve, og så er der spredt en mængde mørkere pletter over hele dyret. Girafferne løber hurtigt, men alligevel lykkes det tit løverne at overraske dem.
    Det sker næsten altid ved drikkestederne.Når giraffen står med skrævende ben og drikker, sniger løven sig ind på den, springer op på ryggen af den og dræber den.

    Den første beskrivelse er præget af en systematik, der er meget tæt forbundet med sagforholdet. Vægten lægges på den præcise (anatomiske) beskrivelse af giraffen.

    I det andet eksempel har forfatteren opbygget sin tekst med udgangspunkt i en tænkt dialog. Derfor kaldes det også dialogprincippet. Vi kan indsætte spørgsmålene i forhold til de enkelte afsnit, mens teksten er lig med svarene på de indsatte spørgsmål:

    Girafferne er jordens højeste dyr.

    (Hvor høje?)

    (Hvorfor det?)

    (Hvilken farve?)

    (Hvordan det?)

    Som led i en popularisering ser man of anvendt såkaldt retoriske spørgsmål, dvs. spørgsmål som enten ikke kræver noget svar, eller som afsenderen selv besvarer. Hvis vi tager eksemplet ovenfor kunne det lyde:

    Girafferne er jordens højste dyr, men hvor høje kan de egentlig blive?
    De kan blive op til seks meter høje. De lever i det åbne land, men mærkeligt nok er det alligevel i nogen afstand tit svært at få øje på de store dyr. Men hvordan kan det dog være? osv.

    Dette mere direkte princip kan anvendes - og i nogle tilfælde også med en vis effekt - men anvendelsen af princippet som et skjult underliggende system er normalt en mere elegant løsning.

    Dialogprincippet står ikke i modsætning til det journalistiske princip, men kan anvendes som et supplement i en række tekster. Eksemplet fra den offentlige forvaltning ovenfor bygger netop på en kombination af det journalistiske princip og dialogprincippet. Dialogen kunne formuleres således:

    - Hvad blev afgørelsen?
    .
    - Hvilke konsekvenser har det for mig?
    .
    - Har de nu også forstået, hvad jeg ville, de idioter?

    - Hvordan kan de dog så komme til resultat?

    - Hvem kan jeg klage til?


    billeddannelse

    I sin bog Det gode fjernsyn omtaler John Carlsen det såkaldte spiralprincip, der kan være velegnet i forbindelse med popularisering. I spiralprincippet lægges der vægt på at tage udgangspunkt i en fællesnævner for afsenderen og modtageren, og konkrete eksempler kan være velegnede som fællesnævnere. Samtidig har konkrete eksempler den fordel, at de kan være med til at gøre abstrakte problemstillinger lettere forståelige.

    Fra Asmussen og Meilby har jeg hentet følgende eksempel (s.155):

    Allerede nu har der i Århus været flere tvangsauktioner
    på ti måneder, end der var i løbet af hele sidste år. 340
    gange har vaklende økonomi tvunget en familie fra hus
    og hjem i år. Hvordan går det dog til, kan man spørge.
    Folk må da vide, hvad de har råd til.

    Alternativt kunne den samme problemstilling fremstilles på følgende måde:

    Installatør Peter Olsen og hans familie er bare en af de 340 Århus-familer, der i årets første ti måneder har måttet lade deres hus gå på tvangsauktion. Det er allerede nu 40 mere end hele sidste år.
    - Det er blevet meget dyrere, end vi nogensinde havde drømt om, forklarer Peter Olsen. Den månedlige udgift blev ikke 3.800 kr., som vi regnede med, men 4.700 kr.
    Det kan vi ikke klare.

    Konkretisering er ikke blot et spørgsmål om at tage udgangspunkt i et konkret eksempel. En tekst kan også gøres mere konkret nærværende gennem brug af tætte sansende beskrivelser som i følgende eksempel hentet fra Leif Becker Jensen (s. 52):

    Landsbyer. Stivnede og livløse under solen. Som tegninger.
    Mod vinduerne støtter de visne geranier sig. Køkkenhaverne dækket af skvalderkål og malurt. På bordene tallerkener og skeer. En dukke, der ikke kom med i flugten.
    Og kun soldaterne fra de kemiske styrker går ind i de tomme gårde, løfter dosimetret op ad brændestablen, ad hønsestigen og jordvolden omkring huset. Bærer det smuldrende halm og støv ud. Vasker taget og væggene.
    Læger de ødelagte landsbyer, helbreder huse og jord.

    Eksemplet er hentet fra en beskrivelse af området omkring Tjernobyl efter katastrofen i 1986. Med den sansende beskrivelse og de fortættede sætninger demonstrerer det nogle af de teknikker, der indgår i begrebet new journalism. Verden præsenteres for os, men vi fuldender selv billeddannelsen.

    I eksemplet ovenfor anvendes også to meget centrale teknikker til billeddannelse i en tekst.

    Analogi består i, at man beskriver eller forklarer noget ved hjælp af noget andet. I eksemplet ovenfor bruges analogien "Som tegninger". I formidlingssammenhænge vil der ofte være tale om, at noget abstrakt eller indviklet gøres anskueligt gennem en sammenligning med noget, som modtageren kender fra sin hverdag (jfr. John Carlsens brug af begrebet fællesnævner), fx i følgende mere faglige eksempel:

    Tekstanalytisk metode er en forudsætning for at forstå en tekst.

    der kan omskrives på følgende måde:

    Når vi skal åbne en dåse konserves anvender vi en dåseåbner.
    På samme måde har vi brug for noget værktøj, når vi skal have åbnet en tekst. Vi har brug for en tekstanalytisk metode.

    En metafor er et billede, der bruges til erstatning for en direkte beskrivelse. Man kan også sige, at en metafor er en omskrivning. I eksemplet fra Tjernobyl indledes beskrivelsen med en metafor: "Landsbyer. Stivnede og livløse under solen.", hvor det stivnede lig bliver gjort til billede for landsbyerne, og beskrivelsen slutter med, at de konkrete handlinger "bære" og "vaske" glider over i en billedlig beskrivelse i verberne "læge" og "helbrede".

    Vi kan også demonstrere brugen af metaforer med et eksempel fra vores egen verden:

    Afsenderrollen skal altid være markeret i kommunikationen.

    Denne grundregel kunne fx fremstilles på denne måde:

    Når vi skal skrive en tekst, nytter det ikke, at vi stikker hovedet i busken. Vi må træde frem med åbent ansigt, så læseren kan se hvem vi er.

    Men i samme åndedræt, som brugen af metaforer anbefales som en mulighed for at gøre teksten mere anskuelig og levende, skal det også slås fast, at overdreven brug af metaforer kan gøre en tekst forvirrende, ikke mindst når de anvendte metaforer stritter i hver sit verdenshjørne. Denne teknik er anvendt med stor succes i Storm P.s folkelige beskrivelser, og i mange gode revytekster.


    Dramatisering

    Dramatisering er måske en lidt problematisk term, fordi den kan dække både over at gøre teksten spændende og at anvende dramatisering som genreelement.

    Dramatisering i betydningen at gøre spændende kan indbygges som en del af den overordnede fortællestruktur. Gennem meddelelsen opbygges en spændingskurve, som udløses i et klimaks gennem en pointe. I den simple form kender vi princippet fra reklamen:

    Er du udkørt klokken tre?
    Medova Te ta'r trætheden!

    Men spændingskurven kan naturligvis opbygges over længere forløb, enten i form af rent kriminalistiske forløb, eller gennem undertrykkelse af viden, som først kommer til udtryk til allersidst i meddelelsen:

    Hun er 20 år gammel. Hun har læst på universitetet i 2 år - men hun har stadig mod på livet.
    Til trods for Bertel Haarder tror hun stadig, at der ligger en fremtid foran hende. Hun er lige startet på at læse massekommunikation

    Vi var i et tidligere afsnit inde på, at den journalistiske fremstillingsform lægger vægt på, at de vigtigste kendsgerninger alllerede lægges klart frem i det indledende afsnit. Men den spændingsopbyggende form kan anvendes i andre journalistiske genrer som interviews og feature, hvor nyhedselementet er mere underordnet. Men som allerede demonstreret indgår princippet i en række reklamer, og det vil ofte kunne anvendes i forbindelse med udformning af plancher og pjecer.

    Eksemplet med den studerende bygger på et andet centralt princip ved dramatisering, nemlig anvendelsen af kontraster. Kontraster behøver ikke være et led i en spændingsopbygning, men kan i en formidlingssituation også bruges til at få tingene til træde tydeligere frem:

    Gennem flere hunderede år har videnskaben, inspireret af latinsk og germansk tradition, udtrykt sig i et kompliceret sprog, præget af lange sætninger, ordophobninger og fremmedord, med det resultat, at ingen uden for den snævre kreds kunne forstå, hvad der foregik bag de lukkede mure.

    Nu kan det være nok!
    Kort, klart og præcist, det er sagen. Også når videnskaben skal formulere sig.

    Som det fremgår af eksemplet kan kontraster opbygges både på det indholdsmæssige og det stilistiske plan - og på den måde være med til at understøtte hinanden.

    Ved dramatisering som genreelement forstås anvendelsen af replikker og replikskifter. Inden for de journalistiske genrer er interviewet prototypen på en dramatisk fortællestil, hvor der veksles mellem interviewerens spørgsmål og offerets svar.

    Men dramatisk fortællestil kan også anvendes som led i en popularisering. Vi møder den ofte i informationsmateriale henvendt til børn og unge - af og til udvidet til tegneserieformen, hvor den giver mulighed for identifikation og medlevelse.

    I det følgende eksempel har jeg leget lidt videre med et af eksemplerne ovenfor:

    Hanne var godt træt af at gå på Universitetet.

    - Hvad skal du dog bruge den uddannelse til, spurgte forældrene, når hun var hjemme på weekend. Tag et år på edb-skolen, det er der fremtid i...

    - Hvordan skal jeg nogensinde få betalt min studiegæld, tænkte Hanne, når hun om natten havde mareridt om Bertel Haarder.

    I sommer besluttede Hanne at begynde at læse massekommunikation.

    - Og det har jeg aldrig fortrudt, siger Hanne uopfordret. Fremover bliver der virkelig brug for folk, som ved noget om, hvordan medierne kan bruges. Både inden for den offentlige og den private sektor.

    Sådan kan det jo også gøres!


    Nyhedskriterier

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    En klassiske definition af nyhedskriterier er opstillet af den norske samfundsforsker Johan Galtung. Hans definition er blevet til på baggrund af analyser af, hvilke begivenheder der rent faktisk i den vestlige verden når frem til dagspressens forsider.

    Definitionen omfatter 12 faktorer, der alle er med til at påvirke nyhedsudvælgelsen:

    1. Jo mere begivenhedens frekvens stemmer overens med mediets, desto sandsynligere er det, at den bliver udvalgt.

    2. Jo større og kraftigere begivenheden er, des større chance har den for at blive opdaget.

    3. Jo mere utvetydig en begivenhed er, des større chance er der for, at den bliver til en nyhed.

    4. Jo mere meningsfyldt (kulturelt set) meddelsen er, desto mere sandsynligt er det, at den vil blive opfattet som en nyhed (etnocentrisme).

    5. Jo mere vi forventer en begivenhed, desto større er chancen for, at journalisterne får øje på den.

    6. Jo mere uventet meddelelsen er (blandt de meningsfulde og forventede begivenheder), des mere sandsynligt er det, at den vil blive opfattet som en nyhed.

    7. Når en begivenhed først er blevet optaget på dagsordenen, forbliver den der et stykke tid, selv om intensiteten er aftaget.

    8. Tærskelværdien for indenrigsnyheder er lavere end tærskelværdien for udenrigsnyheder.

    9. Jo mere begivenheden vedrører elite-nationer, des mere sandsynligt er det, at den bliver til en nyhed.

    10. Jo mere begivenheden vedrører elite-folk, des mere sandsynligt er det, at den bliver til en nyhed.

    11. Jo mere begivenheden kan ses i en personsammenhæng, des mere sandsynligt er det, at den bliver til en nyhed.

    12. Jo mere negativ begivenheden er i sine konsekvenser, des mere sandsynligt er det, at den bliver en nyhed.

    (Her refereret efter Jørgen Vedel-Petersen: Den forvrængede virkelighed, s. 39 - 41).

    I sin gennemgang af 'TV-avisen set indefra' opererer Ralf Pittelkow med 5 nyhedsdimensioner (vist nok inspireret af Asmussen og Meilby):

    1. Nyhedsværdi
    (aktualitet/ubekendthed)

    2. Væsentlighed
    (rækkevidde/intensitet/nærhed/indsigt)

    3. Oplevelsesværdi
    (følelses-/holdningsmæssigt)

    4. Forståelighed

    5. Troværdighed

    Pittelkow siger (s. 59), at disse 5 nyhedsdimensioner kan anvendes både på emnet og på den journalistiske behandling af stoffet. En begivenhed kan fx i sig have en række oplevelsespotentialer, som den journalistiske behandling modarbejder - eller omvendt.

    Aktualiteten er prioriteret højt i den såkaldt opsøgende journalistik, væsentligheden i den såkaldte konsekvens-journalistik, medens oplevelsesværdien er højt prioriteret i den såkaldte oplevelses-journalistik. Forståelighed og troværdighed kan vel kaldes journalistikkens dictum.

    I begge definitioner spiller begivenhedens nærhed i forhold til modtageren en vigtig rolle. Det kan være hensigtsmæssigt at skelne mellem 3 forskellige nærhedsdimensioner:

    Afstand i tid: nutid, før-nutid, datid

    Afstand i rum: centrum, omgivelser, periferi

    Kulturel afstand: engagement, interesse, kendskab

    (Her refereret efter Mediehåndbogen s. 143).

    I forbindelse med nyhedskriterier inddrages ofte begrebet objektivitet, jf Pittelkows kriterium 'troværdighed'. Hos Pittelkow er begrebet forstået bredere, men ikke mindst i 50-ernes og 60-ernes journalistiske debatter spillede begrebet objektiv journalistik en central rolle.

    Den klassiske doktrin for objektiv journalistik er opstillet af svenskeren Jørgen Westerståhl og ser således ud:




    Sandhed er udgangspunktet for enhver nyhed - et problematisk begreb som ikke lader sig definere. De tre andre kriterier bliver derfor de centrale for den journalistiske behandling af en begivenhed.

    Med relevans forstår JW, at journalisten skal medtage alle relevante forhold i sagen. Balance betyder, at alle parter i en sag skal komme til orde, og neutralitet bliver et krav til selve præsentationen.

    JWs definitioner har i høj grad været med til at præge kriterierne for Danmarks Radios nyhedsbehandling.

    Redaktion

    (tilbage til indholdsfortegnelse)

    I forbindelse med gennemgangen af kilder indgik begrebet 'gate-keeper' i forbindelse med telegrambureauerne. Denne ledvogterfunktion finder naturligvis også sted i den daglige redaktion af dags-, uge- og fagpressen.

    Den typiske dagbladsredaktion er opbygget som et hierarkisk system. Øverst oppe i systemet sidder den administrerende og/eller ansvarshavende redaktør, som ikke normalt ikke har særlig meget med at gøre med udgivelsen af den daglige avis.

    Ansvaret for den daglige avis er overladt til én eller flere redaktionschefer, der bl.a. prioriterer de enkelte artiklers placering i avisen. De følger den samlede avisproduktion i forhold til deadlines, træffer beslutninger om sidste-minuts-ændringer osv.

    Under sig har redaktionschefen et antal redaktionssekretærer, som gennemgår det stof, der kommer ind fra journalisterne, bestemmer hvilket stof der skal medtages, udsættes eller udgå, skærer de enkelte artikler til i omfang, så de paser med side-lay out, udformer rubrikker, mellemrubrikker osv.

    Store dagblade har flere redaktionschefer og -sekretærer end små dagblade. På den store avis vil stofansvaret ofte være splittet op i forhold til fagredaktører med hver sin fagredaktion, fx sportsstoffet, kulturstoffet osv.

    Det nederste led i hierarkiet udgøres af journalisterne. Deres arbejde kan i praksis forløbe på mange forskellige måder, og deres frihed vil også være forskellig fra dagblad til dagblad. Nogle blade har fagjournalister, andre allround-journalister. Nogle kan i en periode være sat på en sag, andre have ansvaret for den løbende nyhedsformidling, herunder redaktion af telegramnyhederne.

    En del af det journalistiske arbejde fastlægges på daglige redaktionsmøder mellem redaktionschefen, redaktionssekretærerne og de tilknyttede journalister.

    Selv om de færreste dagblade idag udøver direkte censur over for deres journalistiske medarbejdere, vil der ofte finde en indirekte censur sted. Det er trods alt vigtigt for journalistens overlevelse, at hans bidrag medtages i avisen. Derfor må den enkelte journalist tilrette sine artikler efter den linje, som redaktionen mere eller mindre direkte dikterer. Der er naturligvis stor forskel på, i hvilket omfang der sker en udvælgelse i den enkelte avis, men fx EkstraBladet bringer kun ca. 60% af de artikler, der dagligt produceres.