|
Grafisk design i trykte medier [ tilbage til indholdsfortegnelse ] |
Man kan for overblikkets skyld plotte de forskellige teksttyper ind på en layoutskala:
I den ende af skalaen, hvor bogen og avisen befinder sig, kan man tale om et "funktionalistisk" layout: hovedformålet med det funktionalistiske layout er at undgå støj - iøvrigt vil layoutet langt hen ad vejen helst ikke ses, men netop være gennemsigtigt. Der er tale om et teksttungt, no nonsense-concept, hvor forholdet til ressourcerne - det være sig såvel tid som penge - hele tiden må være økonomisk. Samtidig (eller måske netop derfor) er denne layout-type stærkt præget af konventioner og standardløsninger. Indholdsmæssigt vil tekster, der benytter sig af dette layout, næsten altid være sammensatte og komplekse.
I den anden ende af skalaen, hvor magasiner og reklamer befinder sig, kan man tale om et "æstetisk" layout - hvilket dog ikke betyder, at det er mindre funktionsbetinget end det det funktionalistiske, snarere tværtimod. Hovedformålet for det æstetiske layout er at sikre sig appel, koste hvad det koste vil. Alt er tilladt; konventioner tjener mest til at blive brudt. Der er tale om et meget visuelt præget layout, som forsøger at sætte sig selv i centrum og overvælde læseren med sin elegance. I dets bestræbelse på at frembære et ofte simpelt hovedbudskab er det meget uøkonomisk i enhver henseende
Uanset hvilket af disse traditioner, man vælger at læne sig op ad, må man være klar over, at der følger et sæt uafrystelige konnotationer med. Det funktionalistiske layout står først og fremmest for troværdighed, og signalerer samtidig fi-lantropi og oplysningsmotiv, men bærer på den anden side også på en konservativ/uengageret/småkedelig forladen sig på standardløsninger. Det æstetiske layout står for det friske og det sanselige, men har et lig i lasten i form af læserens bevidsthed om et overtalelsesmotiv.
Det pytagoræiske
pentagram
Det algebraiske udtryk for det gyldne snit, der er et irrationelt tal, er: a:b=b:(a+b). Det gyldne snit kan altså betragtes som et linjestykke, der er delt i to ulige lange dele og hvor den mindste del forholder sig til den største på samme måde som den største del forholder sig til hele linjestykket.
Proportionerne fandt Pythagoras i pentagrammet, som er den femtakkede stjerne, der opstår ved at forbinde en ligesidet femkants sider. Pythagoras opdagede de "gyldne" proportioner i forholdet mellem stjernens spids og femkantens side. Det geometrisk forunderlige ved pentagrammet er, at der i stjernens centrum opstår en ny femkant, hvis sider igen kan forbindes til en femtakket stjerne i hvis centrum osv, og at det gyldne snits proportioner genfindes ved at bevæge sig ind mod femkantens centrum.
Det gyldne snit fungerer ikke blot som en proportionering af objekter, men også som et princip for placering af elementer inden for en flade. I forbindelse med proportionering af objekter kender vi det fra en række dagligdagsvarer fra tændstikæsker til vaskemaskiner, og som princip for placering af elementer inden for en flade kender vi det ikke mindst inden for billedkunst og layout (jf ovenfor i kapitlet om illustrationer samt senere i dette kapitel).
 | Principperne for proportionering af kvadratrod 2 formatet. |
den måde, at den længste side svarer til diagonalen i det kvadrat, som dannes af rektanglets korte side. Hvis siderne i kvadratet sættes til '1', vil længden af diagonalen netop blive kvadratrod 2 i overenstemmelse med den pythagoræiske læresætning: 12 + 12 = 2.
Kvadratrod 2 rektanglet danner bl.a. udgangspunkt for standardformaterne i A-serien. A-formatet har vundet frem, fordi det har den økonomiske fordel, at dets proportioner gendannes, når en side halveres (fx fra A3 til A4), hvorved papirspild undgås.
Bemærk iøvrigt, at vores perception ikke altid er styret af matematikkens regler. En bog i 'kvadrat-format' er således mellem 5 og 10% højere end bredden, hvis vi skal opfatte formatet som et kvadrat.
 | Kombinationen afkvadratformatet og det gyldne rektangel er bl.a. anvendt i typografien under arbejdet med formgivningen af bogstaverne. |
En særlig anvendelse af kvadratformatet er udbredt i japansk design, nemlig det dobbelte kvadrat, der bl.a. er formatet på de 'hellige' tatami-måtter, der bl.a.anvendes i soverum.
Systematisk opdeling af flader har siden de tidligste kulturer været anvendt som redskab for opmåling og proportionering, og det danner basis for klassisk og nyere arkitektur, for kartiografien, for århundreders militære strategier, for den klassiske bogtrykkerkunst m. m.
Gridnettet er i dets mest ortodokse form et arrangement af kvadrater, men kan naturligvis udformes efter individuelle designeres behov, dvs. efter hvilken form og funktion det færdige layout skal have. Her må selvfølgelig tages hensyn til arten af det trykte dokument, der skal designes, herunder hvilket format og hvilken type tryksag der arbejdes med. Er det f. eks. en reklametryksag, der skal præsentere det unikke, eller et dagblad, hvor periodiciteten fordrer kontinuitet og fleksibilitet?
Grid-nettet kan indtage en mere eller mindre dominerende rolle i layoutarbejdet. Et grid kan alene tjene til at definere indre og ydre marginer, definere spaltebredder, mellemrum, også kaldet "white space" mellem spalterne udfra dets vertikale linjer, eller til ud fra de horisontale linjer at definere øvre og nedre marginer, spaltedybder, placeringer og størrelser af overskrifter, underrubrikker og visuelt materiale efter gængse typografiske standarder. Herved bliver gridnettets maskestørrelser bestemt udfra typestørrelser og linjeafstande. Gridet kan imidlertid også benyttes i en mere overordnet layoutstrategi og ligge til grund for nogle æstetiske dispositioner i montagearbejdet.
Grid-nettet er fortræffelige redskaber til at skabe orden, sammenhæng og harmoni i et to-dimensionalt design. Via større læsbarhed og æstetisk kontinuitet understøtter det kommunikationen og befordrer de trykte dokumenters hovedformål, som må være formidling.
En gevinst ved brugen af grid-net er mulighederne for proportionering og dets oplagte forenelighed med modulære systemer. Et grid-net er et godt redskab i den "korrekte" opdeling af rum indenfor et layout og kan anvendes under arbejdet med mere komplicerede problemer i grafisk design. Ved f. eks. at inddele en flade i kvadrerede felter fås et ideelt udgangspunkt for en modulær struktur. Kvadrater danner et naturligt grundlag for rektangler, hvoraf det mindste selvfølgelig bliver dobbeltkvadratet. I praksis vil det kvadrerede grid-net næppe være en mulig løsning, i avislayout, dels på grund af de forskellige måleenheder horisontalt og vertikalt (pica og linjeafstand), dels fordi siden, hvorpå der skal trykkes, har et format og nogle faste objekter, der kan være svært forenelige med kvadradets form. Endelig bør et layout ikke udformes efter på forhånd indlagte strukturer alene, men i dialog med forskelligt udformede skitseforslag ('dummies'), der kan lægges op mod hinanden og vurderes hver for sig.
I forbindelse med manuel sideopsætning har designerens grid-net dannet grundlag for de såkaldte dummy-sider, dvs. montageark, hvor de overordnede sidestrukturer er markeret med lyseblå linjer. (Bemærk at begrebet 'dummy' både dækker over et layout udkast og opsætningsark. Det kan en gang imellem virke lidt forvirrende).
Gridnettet
bag denne bog bygger på en kombination af det gyldne rektangel,
kvadratrod-2 formatet og kvadrater. Det sikrer bl.a., at brødtekstens
centrum er placeret i det gyldne snits vertikale linje.
I desktop publishing kan et grid-net opbygges ved hjælp af de såkaldte hjælpestreger (jf. senere i dette kapitel), og det kan derved danne grundlag for disponeringen af det unikke dokument eller sikre en ensartet opsætning af flersidedetrryksager eller tryksager, der udgives periodisk, fx aviser, magasiner o. lign.
I forbindelse med layout-processen er der tre hovedformål, der skal tages hensyn til, når man træffer sine forskellige valg. Det drejer sig om 1) ønsket om et smukt resultat (æstetik); 2) ønsket om acceptabel læsbarhed (forståelighed); og endelig 3) ønsket om via layoutet at sende nogle signaler, der er hensigtsmæssige i forhold til kommunikationens formål (betydningsdannelse).
Logisk set er der to måder, hvorpå man kan bryde en brødtekstdominans. Man kan indflette enten mørke eller lyse felter. Mørke felter kan skabes enten med typografi eller med grafik. Der er mange måder at bruge typografi som mørke felter på. Man kan give rubrikkerne en grafisk funktion ved at forstørre dem og evt. ved at give dem en usædvanlig placering, fx lodret. Man kan bruge uncialer. Og man kan løfte citater ud af brødteksten som en kombination af en appetitvækker og en dekoration.
Både uncialer og og udhævede citater ('quotes') er i de sidste par år blevet meget udbredt i dansk avisdesign (Politiken, Information og ikke mindst Århus Stiftstidende).
 | Eksempel på brug af lodret fremhævelse og 'white spaces' (øverst) og brug af 'quotes' (nederst). Begge eksempler fra Information. Århus Stiftstidende er karakteristisk ved en udbredt kombination af 'quotes' og 'white space'. |
Man kan også skabe mørke felter vha. grafik, herunder billeder. Ud over grafik i traditionel forstand udgør bjælker og bokse spændende muligheder. Det ny Århus Stiftstidende benytter således konsekvent en farvet bjælke øverst på siden til at skabe kontrast.
Den anden mulighed er at skabe lyse felter, såkaldte 'white spaces'. White space er ganske enkelt et område, hvor der ikke er trykt noget. Den mest almindelige form for white space er de fire marginer. Har man et meget brødtekstdomineret dokument, kan brede marginer bruges til at tilføre siderne den nødvendige kontrast. Under alle omstændigheder bør man undlade at spare plads ved at anvende en meget smal margin - denne fremgangsmåde giver klaustrofobiske sider uden ro.
White spaces er en attraktiv mulighed, som har andre positive egenskaber end evnen til at skabe kontrast. Et blankt felt har evnen til at lede blikket hen imod nabo-objektet. Det er et effektivt fremhævelsesinstrument. Derudover giver det efter de flestes opfattelse indtryk af "luft", ro og elegance; white spaces rykker tendentielt stilen hen i retning af det mere eksklusive, i retning af magasin og reklame.
En interessant form for white space er ikke mindst 'vertical white space', hvor fx en halv eller en hel spalte yderst på siden holdes fri for brødtekst. Dette felt står som udgangspunkt tomt, men kan undertiden anvendes til mindre illustrationer eller til nøgleord, der skaber overblik over teksten. Denne teknik er bl.a. anvendt i denne bog, men er også et af de karakteristiske træk ved den redesignede Århus Stiftstidende.
En tilsvarende, horisontal mulighed er det såkaldte 'drop', som opstår, når der friholdes et område mellem topmarginen og det egentlige tekstfelt. Også droppet er anvendt i denne bog i forbindelse med de løftede kapiteloverskrifter, og det er igen et af de karakteristiske træk ved Århus Stiftstidende, hvor det bruges til at skabe variation i toppen af siderne, idet et enkelt element på hver side typisk glider op i droppet.
Men white space er ikke altid af det gode. Man taler om 'trapped white space', når der opstår et tomrum, der er ikke har kontakt med sidens kant. Denne form opleves af de fleste som rodet. Noget lignende sker, hvis der er for megen luft mellem spalterne i et flerspaltet layout. Så får man en utilsigtet 'landingsbaneeffekt'.
halvnær vil typisk være fotograferet således, at kroppen danner en akse, som deler billedet i det horisontale plan i forholdet 5:8; og den vigtigste del af personen, ansigtet, er heller ikke centreret, men anbragt efter samme forhold i det vertikale plan.
Det ligger implicit i denne tommelfingerregel, at en side bør have et 'visuelt tyngdepunkt', en dominerende tiltrækningskraft for blikket. Et visuelt tyngdepunkt er en forudsætning for, at en æstetisk behagelig balance på siden kan opnås - og det vil ydermere være hensigtsmæssigt i relation til tilrettelæggelsen af læseretningen.
Et visuelt tyngdepunkt skabes med de "mørke" elementer - førhen oftest med displaytekst, men nu mindst lige så hyppigt med illustrationer. Er der flere mørke felter på en side, bør man lade et være klart dominerende - konkurrerende blikfang giver ingen ro på siden; læserens blik mangler vejledning og vil derfor pendle frem og tilbage.
Arbejder man helt uden mørke felter (fx i en roman), vil selve tekstblokken automatisk komme til at udgøre det visuelle tyngdepunkt. Derfor skal en sådan tekstblok heller ikke centreres på siden. Som grundprincip skal der være mindst luft i margenen ind mod ryggen, lidt mere i øverste margen, igen lidt mere i ydermagenen og endelig mest i den nederste margen. Tilsvarende skal fx teksten
på et titelblad heller ikke centreres i det vertikale plan, men være hævet en smule over midten for at balancere.
Balanceudtrykkes også ved placeringen af de tunge elementer øverst eller nederst på siden. Et tyngdeforhold, som afspejler en trekant, der står på en langside, udtrykker ro, medens et tyngdeforhold svarende til en spidstillet trekant udtrykker labilitet og bevægelse.
Også de gennemgående linjer i et sideopslag eller det enkelte storydesign er med til at fastlægge balancen. Diagonale linjer er med til at understøtte ro og dybde, medens voldsomme vertikale eller horisontale linjer undesrtøtter det dynamiske. I forbindelse med sammenhængende sideopslag har linjerne en særlig betydning, fordi de kan understøtte sammenhængen eller få siderne til at falde fra hinanden.
Man taler om to hovedtyper af avis-layout: det vertikale layout, hvor historierne (med rubrik og illustration) er væsentligt højere end de er brede, og det
horisontale layout, hvor det forholder sig omvendt. Det vertikale layout er den klassiske løsning, men har den indbyggede ulempe, at rubrikkerne kommer til at stå meget tæt ved hinanden, hvorved man risikerer misforståelser. Det horisontale layout danner basis for moderne avisproduktion, men i dets rene form kan det ikke anbefales: det er for ensformigt med en sådan lagkageløsning. Det ideelle er oftest en blandingsform, hvor det horisontale layout er udgangspunktet, men hvor det for varitionens skyld brydes af vertikale elementer - specielt i en af de yderste spalter.
Disse principper er specielt markante i forbindelse med forsidelayout. Således er Information domineret af et vertikalt layout, medens Jyllands Posten er domineret af et horisontalt layout. Politiken og Århus Stiftstidende anvender et mere integreret forsidelayout, der efterlader et 'vindue' midten af siden, der så kan varieres ved hjælp af de enkelte story designs.
En tredje mulighed for at skabe variation på siden er at anvende bokse. I et avisagtigt layout vil en boks ofte virke forfriskende og spændende, fordi det der anbringes i boksen synes at befinde sig på et andet niveau end resten, ja måske endda oven på.
Det er en konvention, at boksens bredde svarer til et helt antal spalter - siderne bør altså ikke ligge i grøften mellem to spalter. Det betyder også, at spaltebredden inden i boksen ikke bliver den samme som udenfor. Dette forhold kan udnyttes i horisontale bokse, hvor der kan varieres yderligere ved at gøre spaltebredden markant bredere end normalt.
Ekstra fremhævelse af en boks kan opnås ved at lægge et sort/hvid raster eller et farveraster ind bag teksten. Ikke mindst Politiken er på det seneste begyndt at anvendte rasterede bokse i stort omfang, spc. som såkaldte 'info bokse'.
Grundreglen indenfor story design er, at den færdige story skal udgøre en rektangulær enhed. Det giver læseren bedre overblik over, hvad der hører sammen, og gør desuden side-layout-processen lettere. Variationsmulighederne er utallige og der skal her blot gøres opmærksom på nogle af de vigtigste:
Rektangelet kan enten være i højformat (vertikal) eller i lavformat (horisontal).
'Raw wrap headline'
'side sadle headline'
Rubrikken løber ofte øverst i hele brødtekstblokkens bredde, men der er også andre muligheder, fx et 'raw wrap', hvor rubrikken ikke udnytter hele bredden, men hvor brødtekst eller illustration udgør resten af overkanten. En anden mulighed er den såkaldte 'sidesaddle headline', hvor rubrikken okkuperer hele den venstre spalte, mens brødteksten starter i den næste spalte.
Den langt overvejende del af avisartikler består af ren tekst. Denne tekstmasse kan enten enten placeres lodret eller vandret. Som en grundregel bør teksten altid formes i rektangler. Placeres teksten i en lodret spalte bør denne ikke være længere end ca. 30 cm da den herefter bliver kedelig at læse. Det er sådan vi idag tænker på tidligere tiders aviser, hvor spalterne ofte fortsatte over flere avissider.
En lang artikel bør derfor hellere forløbe vandret i flere spalter. Det gør den mere indbydende at læse. Langt de fleste avisartikler layoutes således vandret i flere spalter med overskriften placeret hen over teksten, jf. tidligere om tendensen til brug af et horisontalt sidelayout i moderne avisdesign. Der findes selvfølgelig alternativer, men de indebærer ofte risici for læsbarheden.
 | Et eksempel fra en forside i Århus Stiftstidende med brug af variabel spaltebredde. |
En anden metode til at sikre variation i en ren tekstside er at variere spaltebredden. Dette har også vundet indpas i nyere avisdesign, ikke mindst Århus Stiftstidende, hvis design bygger på et grid-net, der giver mulighed for at kombinere fem forskellige spaltebredder. Men også denne teknik skal anvendes med varsomhed, da det samlede sideindtryk kan komme til at virke rodet.
Den næsthyppigste artikeltype i aviser er artikler med portrætfoto. Portrætfotos fylder som regel en spaltebredde og 6-8 cm i højden. Under billedet ser man personens navn og evt. titel. Der er utallige muligheder for placering af et sådan foto i en artikel, men kun få placeringer er virkelig gode. Her er nogle af dem: en een-spaltet artikel er den bedste løsning at placere billedet øverst, efterfulgt af overskrift og brødtekst. At placere billedet nede i teksten er med til at forstyrre læsningen, fordi det unødigt afbryder den. Forløber artiklen vandret i flere spalter kan billedet både placeres i første eller sidste spalte.
En anden mere og mere udbredt mulighed er at designe artiklen med en 'vertical white space' og placere portrættet i det hvide felt.
En særlig variant optræder, hvor portrætfotoet henviser til artiklens forfatter. For at adskille disse portrætter fra de portrætter, som artiklen referer til, og samtidig tildele dem en mere sekundær rolle, vil disse portrætter ofte kun fylde en halv spaltebredde.
Artikler med brug af illustrations- eller reportagefotos giver flere variationsmuligheder. Det første man skal tage stilling til ved brug af denne type billeder er billedets størrelse. Hvor stort skal det være for at passe til indholdet af artiklen, og hvor meget tåler billedet at blive forstørret uden at miste sit udtryk? Dernæst skal man beslutte om billedet skal placeres vandret eller lodret. Et vertikalt billede giver en lidt mere markant og dramatisk effekt. Omvendt kan et udpræget horisontalt beskåret billedet være med til at understøtte fart og bevægelse.
Ud over motivationen for billedvalget og selve beskæringen af det, er det vigtigste ved billedbrug, at der er balance mellem tekst og billede. Placeringen bør være sådan at der skabes sammenhæng og overblik i artiklen. Billedet skal forankres i tekstmassen, så der ikke hersker tvivl om hvor på siden der hører til.
 |
 |
 |
| U-form | C-form | L-form |
Det mest traditionelle er, at billedet placeres over overskrift og brødtekst, men der findes rige variationsmuligheder. Det kan fx placeres enten til venstre eller til højre for overskrift og brødtekst, afhængigt af om der er en naturlig bevægelse i billedet, der peger i den ene eller den anden retning. Teksten kan også forme sig rundt om billedet i en U-, C- eller L-form.
Man bør undgå at placere billedet mellem rubrik og brødtekst eller pakke billedet helt ind i tekstmassen, da det ødelægger det naturlige 'flow' i artiklen. Ligeledes bør man undgå at placere billedet under brødteksten. Det kan opfattes som om, billedet tilhører artiklen nedenunder.
Traditionelt sættes billedteksten nedenunder illustrationen, men der varieres mere og mere med forskellige placeringer. Som i de fleste tilfælde i denne bog kan billedtekster sættes til højre eller venstre for billedet, og hvis den sættes under billedet trækkes den ofte ud i flere linjer, enten højre eller venstrestillet i forhold til illustrationen, så der fremkommer 'white space' i forbindelse med billedteksten.
Aviser og magasiner vægter idag billedstoffet højere og højere, og det betyder, at samme artikel ofte forsynes med flere billeder, således at der som den yderste mulighed bliver en klar dominans af billeder i forhold til teksten (et billedopslag). Afgørende for brugen af mere en et billede er bl.a., om det øger forståelsen af indholdet og/eller giver artiklen et ønskværdigt tilskud af liv eller action.
Ved brug af flere billeder er det vigtigt, at der prioriteres mellem dem, og at der skabes balance imellem dem. Find det billede der bedst signalerer indholdet i artiklen og fremhæv det ved hjælp af vægt (størrelse) og placering. Metaforisk kan man sige, at det ene billede fremhæves som en forældrer, medens de øvrige optræder som børn. Undtagelsen her er selvfølgelig hvis to eller flere billeder skal benyttes til sammenligning af genstande eller hændelser af lige stor betydning.
Ved at prioritere størrelsen på billederne skabes der variation og liv i artiklen. Placer det bedste billede øverst eller på den mest fremtrædende plads fx i det såkaldte blikfang (på engelsk: CVI (Center of Visual Impact)). Hvis der anvendes mere end to billeder skal man passe på, at det ikke skaber forvirring og uoverskuelighed. Det kan give artiklen endnu mere liv, men med fare for at det bliver ugebladsagtigt.
Det er som nævnt vigtigt at der skabes overskuelighed og lethed over en avisartikel. Man må derfor søge at undgå kompakte blokke af tekst og billeder uden luft og variation.
Dog kan diskrete streger være med til at understøtte linjer i sideopsætningen. Dette er fx udnyttet i denne bog. Ved brug af løs højremargen vil det ligeledes ofte være en fordel med en 'hårlinje' mellem spalterne for at modvirke den takkede bagkant.
En vigtig del af logikken i et layout er læseretningen - især når det drejer sig om sider, der ikke er af avistypen, men hvor alle elementer indgår i en større helhed. Det visuelle tyngdepunkt bør placeres på en måde, så det leder læser ind til begyndelsen af den tekstuelle uddybning. Det vil i de fleste tilfælde sige højt på siden. Endvidere bør elementerne placeres, så læseren ikke på noget tidspunkt behøver at gætte sig til, hvor læsningen mest naturligt kan fortsættes.
Omkring bokse har der dannet sig den konvention, at de er niveauskiftemarkører. I aviser er der fx tradition for, at det, der anbringes i bokse, ikke er almindelige nyhedsartikler, men kommentarer, opremsning af facts eller lignende. Derfor vil det som udgangspunkt være et logisk brud - og dermed en kilde til forvirring - at anvende en boks, hvor der faktisk ikke er tale om et niveauskifte.
Eksempler på andre niveauskiftemarkører, hvorom det samme gælder, er markante fremhævelser af enkeltelementer ved hjælp af fx white space eller typografiske afvigelser fra en standard, fx i forbindelse med citater.
Også i for bindelse med det enkelte story design kan der opstå problemer med læsbarheden. Illustrationer bør ikke klippe tekstben over i to, da det skaber forvirring om læseretningen. Tekstbenene bør desuden have en passende længde (mellem 5 og 30 cm). Og ved anvendelse af raw wraps eller U-form bør man ikke skabe for lang afstand mellem bunden af ét tekstben og toppen af det næste - over 25 cm anses for betænkeligt. Endelig bør illustrationer ikke placeres under tilhørende tekst - hverken rubrik eller brødtekst.
Når man arbejder med et layout af avistypen, må man sikre sig, at der ikke opstår støj i form af uønskede betydningsdannelser mellem elementer, som egentlig ikke hænger sammen. Generelt kan man sige, at jo tættere to elementer er på hinanden, desto større er risikoen for, at læseren i skyndingen afkoder dem som indbyrdes forbundne. To rubrikker, som står lige over for hinanden, kan let blandes sammen til et overraskende resultat. Af samme grund bør det være umiddelbart klart, hvor en illustration hører hjemme, ligesom to uafhængige illustrationer ikke bør placeres for tæt.
Modtrækket mod disse problemer er først og fremmest at være opmærksom på dem, idet man laver sin dummy. Derved får man mulighed for at tage hensyn til dem i udformningen af hvert enkelt story design. En anden mulighed er - for en sikkerheds skyld - at afklare tilhørsforholdene ved hjælp af hårlinier. Denne meget udbredte praksis er læservenlig, men hvis der er mange historier på siden, giver den et travlt, rubrikagtigt indtryk. Yderligere må man sige, at hårlinier ikke er en universalbeskyttelse mod støj - betydningsdannelsen følger ikke altid rationalitetens rute.
Hvis vi skal bruge det samme standard layout flere gange, fx ved udgivelse af periodica, kan man oprette et standardlayout. Under menuen Side findes en delmenu Vis, der viser to funktioner: Dokument og Standard. I standarddokumentet kan ikke blot indsættes det relevante grid-net, men også faste kendetegn som logo m.v. Det sikrer, at resultatet bliver ens hver gang. På grund af de mange medforfattere er denne bog således opbygget som flere deldokumenter, men for at sikre et ensartet layout bygger de enkelte dokumenter på en fælles standardside.
Hvis grid-nette skal forsynes med både lodrette og vandrette hjølpestreger er der to muligheder: enten kan de vandrette hjælpestreger etableres ved at trække en hjælpestreg ned fra linealen og placere den i den relevante horisontale placering. Eller man kan oprette et tekstfelt og ved hjælp af Objekt - Modificer menuen rotere feltet 90deg. og oprette nye hjælpestreger inde i tekstfeltet.
 | Et felt oprettes ved at vælge enten tekstfelt- eller billedfeltværktøjet og trække en boks der, hvor man ønsker feltet. Feltets størrelse og placering kan ændres når feltet er aktivt, enten vha. dets håndtag og objektværktøjet eller vha. målpaletten. Bruges musen til til placere feltet med, kan præcisionen optimeres ved at gøre hjælpestregerne magnetiske (Syn - Magnetiske hjælpestreger), hvorved de suger feltet til sig. Er der brug for vandrette hjælpestreger, kan en sådan hentes frem ved klikke på den vandrette lineal og derefter trække hjælpestregen ned fra linealen. |
Målpaletten, der delvist er forskellig for tekst- og billedfelter, giver mulighed for optimal præcision. X- og Y-værdien angiver placeringen af feltets øverste ventre hjørne.
B- og H-værdien sætter feltets bredde og højde. Når feltet er aktivt, kan man til enhver tid ændre disse parametre ved blot at indtaste nye værdier på målpaletten
 | Flere tekstfelter kan sammenkædes, så en tekst kan starte i ét felt og fortsætte i et andet, osv. Det gøres ved at vælge Sammenkædning-værktøjet, klikke i det første felt og dernæst i det efterfølgende. Mere end to tekstfelter kan sammenknyttes i én arbejdsgang ved at holde alternativtasten nede under sammenkædningsprocessen. |
Vha. Tekstfelt Specifikationer-dialogen (Objekt - Modificer) kan tekstfeltet bl. a. formateres til at indeholde flere spalter, til at skabe luft mellem teksten og feltets sider og til at lægge farve og/eller raster ind bag teksten. Med disse muligheder er det fx let at skabe en boks i et flerspaltet layout (selve boksen skabes ved at vælge Objekt - Ramme; rammen følger feltets omrids - ikke tekstens).
I Tekstfelt specifikationer-dialogen er der også mulighed for at justere tekstblokken i det lodrette plan indenfor feltet, så der fx er lige meget luft over og under teksten.
Man kan automatisk bestemme hvordan teksten skal forløbe omkring billeder og grafik. Om den skal flyde omkring, bagved eller indeni objekter eller billeder. Vælg Figursats (Objekt-menuen). Dette åbner Figursats specifikationer dialogboksen.
Under Type lokalmenuen kan forskellige valgmuligheder specificeres for afstanden mellem tekst og billede. Her kan det også lade sig gøre at oprette en redigerbar figursats-polygon ved at vælge Manuelt billedomrids.
 | Lod- og vandrette streger skabes lettest ved at vælge Lige streger-værktøjet og trække musen mellem stregens to endepunkter. Evt. mangel på præcision kan korrigeres vha. målpaletten eller magnetiske hjælpestreger. Streger med andre vinkler skabes på samme vis, blot med Streg-værktøjet. |
Vil man lægge en hårlinie mellem to spalter, er det oftest nødvendigt at afmagnetisere hjælpestregerne.
En bjælke fremkommer ved at regulere stregens tykkelse op på målpaletten. Med Streg Specifikationer-dialogen kan man give bjælken en farve eller et raster. Vil man derimod lave en bjælke med en ramme omkring, er det nødvendigt at oprette og indramme et tomt felt og dernæst via Objekt - Modificer dialogboksen indlægge raster eller farve.
Quark-programmet giver dig desuden mulighed for at gruppere flere objekter på en side, så der herefter kan manipuleres med dem samlet. Grupperingen opnåes ved at aktivere de ønskede objekter med Objekt-værktøjet og derefter klik-trække et rektangel omkring dem med Pil-markøren. Det samme kan gøres ved at klikke på de valgte objekter med musen samtidigt med at Skiftetasten er nedtrykket.
|
QuarkXPress har en meget brugbar biblioteksfunktion, som giver mulighed for at
gemme forskellige objekter i biblioteker. Et Bibliotek kan indeholde alle type
objekter, som kan oprettes elller importeres i QuarkXPress - logoer, tekst,
grafiske elementer mv. Et biblioteksobjekt kan være en enkelt linie, et
billedfelt, et tekstfelt, en gruppe eller flere samtidigt valgte objekter. Et
uendeligt antal biblioteker kan oprettes, som hver kan indeholde 2000 objekter.
Et nyt bibliotek oprettes ved at vælge Bibliotek (Extra-menuen). Dette åbner Bibliotek dialogen. Klik på Nyt. Nu åbnes en oversigtsdialog. hvor man kan indtaste navnet på det nye bibliotek i Nyt Bibliotek indtastningsfeltet. Find det drev og den mappe som biblioteket skal arkiveres i og klik på Opret. Herved åbnes biblioteket samtidigt. Man indsætter nye objekter i et Bibliotek ved først at placere dem på dokumentsiden eller på tegnebordet. Træk så objekterne ind i det åbne Bibliotek med musen. Når du flytter markøren hen over Biblioteket ændres den til en Biblioteksmarkør. Slip musknappen, når markøren ses på skærmen. Den angiver, hvor biblioteksobjektet sættes ind. |
 |